7000 til kunstudstilling

Alsidig udstilling i en idrætshal trak folk til

05. februar 2018 kl. 09.37

Alene torsdag aften var der flere end 500 gæster til ferniseringen på årets Nørhalne Viser Kunst udstilling i Nørhalne Hallen. Og da de mange remedier, der skal til for at forvandle idrætshallen til et stort galleri skulle pakkes sammen søndag aften, kunne arrangørerne, IFNs Kunstvenner, konstatere, at ikke færre end cirka 7000 gæstede havde lagt vejen forbi 19. udgave af det årlige arrangement.

- Det er rigtig flot og rekord. Samtidig kan vi glæde os over, at kunstnerne generelt har haft et godt salg. Tilbagemeldingerne siger, at folk kommer her for at købe. Det gælder også kunstcirkler, siger Trine Schultz, formand for IFNs Kunstvenner.

Samtidig bliver der skabt en masse kontakter til efterfølgende besøg hos kunstnerne.

I år fik gæsterne blandt andet en oplevelse med flere udstillere, end der plejer, dat tilbygningen af Nørhalne Hallen, som blev indviet i september, omfatter blandt andet et multirum og en stor foyer.

- Derfor kan vi nu vise endnu større malerier, fordi vi har kunnet lave en ny opstilling, siger Trine Schultz, formand for IFNs Kunstvenner, der næste år kan fejre 25 års jubilæum.

Årets udstilling bød som altid på nye kunstnere blandet med gengangere, ligesom der efter et par års pause igen var kunstnere fra kommunens tyske venskabsby Stadt Tornesch med.

Der var også flere yngre kunstnere, som kommer med ny og spændende kunst, og udstillingen byder på alt fra skulpturer, bronzesten og glas til rav, skrotkunst, abstrakt kunst, smykker, keramik og porcelæn.

Og netop alsidigheden har sammen med en stadig stigende kvalitet af kunsten betydet, at Nørhalne Viser Kunst særligt de sidste 10 år har udviklet og vokset sig større, end nogle havde forestillet sig.

- Det er blevet et stort projekt, som involverer mange i byen, og vi trækker på mange frivillige. Vi holder udstillingen, fordi vi interesserer os for kunst og kultur, vi synes det er sjovt, og vi har opbakningen til det, Og så er Nørhalne Viser Kunst med til at sætte byen på landkortet, siger Trine Schultz.

Borgmester Mogens Gade var inviteret til at tale ved ferniseringen, og han fremhævede, at Jammerbugt går efter forskellen og værdsætter mangfoldigheden.

- Nørhalne Viser Kunst byder på en mangfoldighed i stilarter, udtryk og materialer. Her er noget for enhver smag, sagde han.

Derefter kom han ind på nogle få af de mange citater om kunst.

- Hvis du gifter dig med kunsten, så får du kritikken som svigermor. Børn har sagt, at rigtig kunst er lige godt uanset, hvordan du vender det. Og Storm P. sagde, at kunst er det, man ikke kan, ellers er det ikke kunst. Vi kan vende det mere positivt til, at kunst kommer af at kunne, sagde han og roste kunstnerne samt IFNs Kunstvenner for at ville og kunne.

- At opbygge og drive en sådan udstilling i 19 år kræver vilje, opbakning sammenhold og handling, sluttede Mogens Gade.

Året plakat var af Pia Viborg, som senere på året også skal stå for et gavlmaleri i Nørhalne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste