50 år i mejeriets tjeneste
1. marts er en helt speciel milepæl for Aabybro Mejeri for så kan familien Lindhardt fejre 50 års jubilæum på mejeriet og 130 år for starten af stedet. Denne dag vil blive fejret med en reception på dagen. På mejeriet i Aabybro har mælken løbet i rørene siden 1888, så virksomheden er en af de ældste erhvervs virksomheder i Jammerbugt Kommune.
Der er sket mange ting siden Ingeborg og Anker Lindhardt købte Aabybro mejeri den 1. marts 1968. Da mejeriet var størst, leverede 230 landmænd hver dag mælk til mejeriet, hvor produktionen var især "Lurpak Smør".
Dansk landbrug gennemgik en rivende udvikling, hvor besætningerne blev større og det helt skelsættende for Aabybro mejeri var da ordet "Kærgården" blev kendt. Hermed stoppede den store produktion af "Lurpak Smør" i Aabybro. Nu kom Niels Henrik Lindhardt på banen med sin viden om is og det har siden udviklet sig markant til at gøre Ryå is kendt over hele Danmark. Aabybro Mejeri fremstiller stadig smør og har en fin butik, hvor der også er plads til varer fra lokale leverandører. Derudover fremstiller mejeriet også Energitæt is.