28 kvinder sprang ud på dybt vand

02. december 2017 kl. 08.44

ØHIK i Halvrimmen er i fuld gang med et kursusforløb i “Sundhed og vægttabsforløb".

Forløbet ledes af Marianne Hurup Andersen, der er blandt andet er fysioterapeut og uddannet kost- og træningsvejleder. Hun har selv været igennem et større vægttab og ved derfor fra egen erfaring, hvad det vil sige at skulle tabe sig.

Forløbet blev skudt i gang af Kirsten Jensen, Halvrimmen, som selv har været igennem forløbet. Hun har været i gang i halvandet år og i den tid tabt 25 kg. Hun vil gerne give denne levevis videre til andre kvinder og startede derfor holdet i Halvrimmen.

Hvad, hun og Marianne Hurup Andersen ikke vidste, var, at hele 28 kvinder dukkede op og var klar til at skabe forandring for dem selv. Derfor blev der lavet to hold og de har nu været i gang i tre en halv måned og det går fremad med sundhed og vægttab. Deltagerne kommer fra hele området og er lige fra 19 til 70 år.

Og for deltagerne har det været noget af en øjenåbner, fortæller en af deltagerne Hanne Jensen, Halvrimmen.

- Alle har sikkert prøvet at tabe sig mange gange, men nu har jeg fundet ud af at det er min livsstil der skal ændres, fortæller Hanne Jensen, der i løbet af den første uge alene fik et vægttab på to et halvt kilo - og så fik hun blod på tanden.

Forløbet kører over fire måneder og indeholder én fast mødegang om ugen med vekslen mellem teori og træning. Tilgangen til kostråd er, at der ikke er fødevarer, der er forbudt, men at det handler om at træffe nogle gode sunde valg for sig selv. Deltagerne bliver ikke sat på kur, men får derimod vejledning i at få en sund kost implementeret som en naturlig del af hverdagen. Derudover er der meget fokus på det at lære sig selv og sin egen krop at kende og ikke mindst lytte til den.

Men det er ikke kun let, fortæller Hanne Jensen.

- Man finder også ud af hvor let det er at falde tilbage i gamle vaner, især når man bliver udfordret i dagligdagen, fortæller Hanne Jensen, der til gengæld har oplevet at få redskaber til at ændre kostvanerne og se, hvad det er, der gør, at hun får sukkertrang og hurtigt spiser forkert.

Ind til nu har hun tabt otte kilo og slanket hele figuren. Og hun er ikke alene om at skulle kæmpe for at tabe sig.

- Vi er alle sammen om det, vi kan støtte hinanden, grine sammen og dele opskrifter, fortæller Hanne Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste