20 år med lækkert børnetøj i fokus
I år er det 20 år siden, at Merete Kornum åbnede børnetøjsbutikken Hokus Pokus på Vestergade i Fjerritslev
FJERRITSLEV: I år er det 20 år siden, at Merete Kornum åbnede børnetøjsbutikken Hokus Pokus på Vestergade i Fjerritslev, og hver dag glædes hun fortsat over at have de bedste kunder, man kan tænke sig… Nemlig børn og unge.
Hokus Pokus har tøj til piger og drenge fra 0 til 16 år. I forskellige lækre og populære mærker som blandt andre Tommy Hilfiger, Name-It og Hummel – og i mange forskellige prisklasser. Der er med andre ord noget for enhver smag.
- Det er fantastisk at sælge børnetøj. Selvom mor eller far som regel er med inde at handle, så er børn så umiddelbare, så spontane og så ærlige, at det er noget, jeg glædes over hver eneste dag, fortæller Merete Kornum med et stort smil og engagement, der tydeligt understreger ordene.
- Børn og unge er i dag også meget kvalitets- og modebevidste, og derfor har jeg selvfølgelig alle de nyeste varer på hylderne. Og her er der i øvrigt rigtig mange skønne nyheder dette forår.
Hokus Pokus har også en butik på Østerbrogade i Løgstør.
Den butik åbnede Merete Kornum i år 2000, og allerede året efter åbnede hun butikken i Fjerritslev, som således kan fejre 20-års jubilæum i år.
Siden har de fysiske butikker også fået en følgesvend på nettet, nemlig webshoppen hokus-pokus.nu, der det seneste år har været et rigtig godt supplement:
- Jeg elsker mine fysiske butikker. Stemningen og hyggen ved den nære kontakt til kunderne og børnene. Men særligt det seneste år, på grund af butikkernes nedlukninger, har det også været meget positivt at gå i luften med en egentlig webshop, hvor der har været godt gang i den.
- Jeg har også lavet en del live-sendinger på Facebook, som har været en stor succes. Begge dele fortsætter, men kun som et supplement til mine fysiske butikker, understreger Merete, der også har brugt de seneste måneder på at gøre sine butikker endnu mere indbydende.
- Så nu glæder jeg mig til et godt og travlt forår, og heldigvis har starten, siden vi åbnede igen den 1. marts, været meget positiv, slutter hun.