112 kilometer i timen med sprit i blodet
Flere påvirkede bilister snuppet af Nordjyllands Politi
VODSKOV: Ikke bare en, men flere påvirkede bilister er det seneste godt et døgn gået i fælden og blevet snuppet af Nordjyllands Politi. Og ikke nok med den: En af dem kørte også 112 kilometer i timen på en landevej, hvor hastighedsbegrænsningen var 80 kilometer i timen.
Det fremgår af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi.
Den hurtige bilist, der altså kørte med en bøhmand på, blev snuppet på Sæbyvej sent mandag aften. Der var tale om en 38-årig mand.
Bilisten vakte hurtigt mistanke til påvirket kørsel, og så blev han ellers bedt om at deltage i en alkometertest. En test, der gav udslag for, at bilisten havde indtaget spiritus i sådan et omfang, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5.
Bilisten blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel samt for at have overtrådt hastighedsbegrænsningen. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.
Og han var ikke den eneste spritbilist, politiet fik fat i. Samme mandag aften stoppede to betjente også en 59-årig mand på Astrupvej i Terndrup. Patruljevognens IT-system havde slået ud for, at ejeren af bilen var frakendt førerretten.
Man standsede derfor bilisten til kontrol. Den 59-årige mand vakte mistanke om påvirket kørsel, da han viste tydelige tegn på at have indtaget spiritus. Den efterfølgende alkometertest viste da også en promille over det tilladte.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for spirituskørsel samt kørsel i frakendelsestiden. Også her blev en blodprøve udtaget som bevismateriale i sagen.
Og det var ikke bare sprit, de nordjyske bilister var påvirket af mandag aften. En 54-årig mand blev således sigtet og anholdt for at køre i narkopåvirket tilstand, da Nordjyllands Politi standsede ham til kontrol på Strandvejen i Blokhus sent mandag aften.
Bilisten røg i en narkometertest, der gav udslag for, at bilisten tilsyneladende havde indtaget narkotika forud for kørslen. En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.
Og natten til tirsdag skete det så igen: Ved Haverslev standsede politiet en 20-årig bilist til kontrol på Jyllandsgade. Betjentene fattede mistanke om påvirket kørsel, da bilisten udviste tegn på at være påvirket af narkotika.
Da narkometertesten gav udslag for kokain, sigtede og anholdt betjentene bilisten for narkopåvirket kørsel. Også her blev en blodprøve efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.