Billede beskrivelse

100 nordjyske svømmere: Stort stævne havde 50-års jubilæum

12. februar 2023 kl. 20.00
Opdateret 15. februar 2023 kl. 13.19

I weekenden var der jubilæumsstævne i Brønderslev. Det er en årlig begivenhed, der siden 1973 har samlet svømmeklubberne nordenfjords til konkurrence og hygge. Vendsyssel Cup har siden starten haft status som et af de helt store pejlemærker. 

I weekenden var der 50-års jubilæum, og det blev naturligvis fejret med manér. Brønderslev Svømmeklub var vært for stævnet, og dermed var der nostalgi over arrangementet. Således blev den allerførste udgave af Vendsyssel Cup også afviklet i Brønderslev. 

- Vendsyssel Cup samler hvert år rigtig stor tilslutning, forklarer formand Helle Brogaard. 

Billede beskrivelse

- Da Brønderslev Svømmeklub i sin tid afviklede det første stævne, så er vi selvfølgelig glade for muligheden for også at kunne stå i spidsen for jubilæumsudgaven. Fem klubber er med, og som altid er der lagt et stort arbejde i planlægning og koordinering, tilføjer Helle Brogaard.

Stævnet blev skudt i gang efter alle kunstens regler. Børn fra Brønderslev Kulturskole bidrog med musik til den fælles indmarch, hvor klubberne præsenterede deres respektive faner. Siden leverede tidligere overdommer Walter Lundis åbningstalen. Han var en af hovedarkitekterne bag etableringen af Vendsyssel Cup. 

Billede beskrivelse

I sin tale causerede Walter Lunds bl.a. om udviklingen i svømmesporten – herunder den meget mere nøjagtige tidtagning, der i dag kendetegner dommergerningen. Og så gik det ellers løs med konkurrencer i alle fire stilarter. 

100 svømmere og 27 officials var i sving på en dag, hvor værternes egen grand old man, Bent Rask, naturligvis også var at finde på bassinkanten. Bent Rask har været aktiv som både træner og bestyrelsesmedlem i Brønderslev Svømmeklub i 35 år. Han glæder sig naturligvis over cuppens fortsatte appel: 

- Det er dejligt, at vi stadig kan opretholde interessen for Vendsyssel Cup. Stævnet har en stor tiltrækningskraft. Det er en begivenhed, som mange i svømmesporten ser frem til. Der er er en særlig ånd over det, ligesom sammenholdet mellem klubberne er rigtig godt. Det er jo et stævne, som vi arrangerer i fællesskab, beretter Bent Rask. 

Billede beskrivelse

I forbindelse med jubilæumscuppen var det i øvrigt lykkedes at samle en lang række veteraner fra hine tiders udgaver af Vendsyssel Cup. Disse deltog i en underholdende holdkap efterfulgt af fælles frokost.

Udover Brønderslev Svømmeklub deltog også Svømmeklubben S68 fra Hjørring, Søhesten fra Hjallerup, Svømmeklub Nord fra Nørresundby og Aabybro Svømmeklub i arrangementet.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste