Billede beskrivelse

10 Hannæs-kunstnere går sammen

Kunstfællesskabet Kunstrigets første fællesarrangement bliver en påskeudstilling med alle 10 medlemmer hos de fem, der selv driver gallerier

05. marts 2020 kl. 14.22

HANNÆS: 10 kunstnere på Hannæs er nu gået sammen i, hvad de kalder kunstfællesskabet Kunstriget.

Fem af dem har egne gallerier, nemlig Henrik Kramer Westergaard med Kramer Westergaard Art Farm, der ligger Neden Bjerget, Pernille Bjarnhof Storm med Ikoneriet i Vesløs, Carsten Krog Pedersen med Galleri Billedsprog i Frøstrup, Annette Falk Lund med atelier og showroom i Amtoft og Natalia Dolgova med studio og galleri i Kærup Holme.

Henrik Westergaard er tværmediel billedkunstner, der arbejder med maleri, skulptur og landart, og Pernille Bjarnhof Storm er også tværmediel med collage, ikoner, artmoney og skulptur, mens Carsten Krog Pedersen er fotograf. De to sidste af de fem er primært billedkunstnere - Annette Falk Lund primært med maleri og gouache, Natalia Dolgova med maleri, akvarel og tegning.

De øvrige fem medlemmer er Connie Anette Nordholt, Vesten Bjerget, autodidakt billedkunstner, professionel story- og historiefortæller, Helle Christine Lundsman, Glæde, arbejder med akrylmaleri, grafik, billedcollage, skulpturer i fiberbeton og rakubrænding af keramik, Karen Sennefelder, Langvad, er autodidakt kunstmaler og arbejder bl.a. med artmoney og som udstillingsarrangør, Jens Frimer Andersen, Skårup, er tegner, grafiker og akvarelmaler, mens Inge-Marie Fruelund, Skårup, er keramisk formgiver.

- Ideen udsprang af ønsket om at skabe et fællesskab for kunstnere på Hannæs - i første omgang et uforpligtende mødested og en mulighed for at vise vores kunst til hinanden, fortæller Carsten Krog Pedersen i en pressemeddelelse. Han inviterede til en fredagscafé, hvor man mødtes en gang om måneden over en kop kaffe eller et krus øl:

- Derigennem fik vi ideen om fælles udstillinger og et fælles udstillingssted. Og vi tænker også på, at vi ved at gå sammen kan brande Hannæs-området som et kunstrige, og deraf kom navnet, fortæller Henrik Kramer Westergaard.

I den kommende tid vil kunstfællesskabet igangsætte en række aktiviteter. Den første bliver en ”fælles” påskeudstilling, hvor alle 10 kunstnere udstiller i de fem galleri, halvdelen af medlemmerne driver. Kunstriget kan findes på facebook.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste