1.000 frivillige rensede strand i strid vestenvind
Folk i Jammerbugt kommune er gjort af et helt særligt stof. Det blev bevist lørdag formiddag, hvor over 1.000 frivillige deltog i årets store strandrensning, selv om en strid vestenvind med stød op til 24 m/s gjorde strandturen til en tvivlsom oplevelse.
Folk vendte ryggen op mod vinden – og så blev der ellers samlet affald i sækkevis. Pyt med, at sandet knasede mellem tænderne.
Det fik alligevel en ende, da formiddagens strandtur blev sluttet med en kæmpehotdog, som var kommunens tak til alle de frivillige, der tog en tørn lørdag.
- Folk langs Jammerbugten har en imponerende vilje til at holde strandene rene. Det så vi mellem jul og nytår, hvor mange spontant tog fat, da et skib fra Mærsk tabte 46 containere - og det ser vi i dag, sagde borgmester Mogens Christen Gade, da han bød velkommen til nogle af de frivillige på Slettestrand.
Mærsk sagde tak
Lørdagens arrangement var sponseret af Mærsk, som på den måde sagde tak for indsatsen til lokalbefolkningen, da det gik galt i december. Derfor var der også en kontant belønning til de mange foreninger, der deltog i strandrensningen. 5.000 kroner til foreninger, der stillede med mindst 15 deltagere – og 10.000 kroner til beboerforeningerne i kystsamfundene.
Der var stor interesse for de rare penge, så både spejdere, pensionistforeninger og sportsklubber var mødt talrigt frem.
De mange foreninger havde på forhånd tilmeldt 1.000 deltagere til strandrensningen, der udgik fra mødesteder ved Thorup Strand, Slettestrand, Rødhus Klit Strand og Saltum Strand.
- Men vi er langt flere. For der er mange, der er troppet op uden tilmelding. Det er altså ret imponerende, sagde borgmesteren, der også rettede en tak til Bejstrup Maskinstation, der var hyret ind mellem jul og nytår til den helt store strandrensning efter containerulykken.
Halvtomme affaldssække
Mange af de frivillige gik da også med halvtomme poser. Der var stadig effekter fra containerne, men ellers var det mest almindeligt strandaffald – nylonsnor, pap, papir og plastik - der blev samlet ind.
- Containerulykken har heller ikke påvirket turisternes interesse for Jammerbugten, oplyser Erhvervs- og turistchef, Mette Greisen Damsgaard.
- Vi oplever en uændret efterspørgsel på de mange gode overnatningsmuligheder i Jammerbugt, så vi forventer en rigtig fin sommersæson, lyder meldingen fra Mette Greisen Damsgaard.