Billede beskrivelse

Lækre gule ærter og genvalg: Stor jagtforening var samlet

06. februar 2024 kl. 06.02

Traditionen tro var det de lækreste gule ærter med alt det klassiske tilbehør, der var forretten til årets generalforsamling i Aaby Sogns Jagtforening, som blev holdt i Nørhalne Forsamlingshus med 52 deltagere. Efter ærterne bar Christian Bak fanen ind og Torngårdsblæserne blæste jagthornssignalet for flaget. Der blev også blæst "jagt forbi" for at mindes de jagtkammerater, der er døde i årets løb.

Aaby Sogns Jagtforening har 240 medlemmer. Omkring 70 er aktive og deltager i foreningens aktiviteter, fortæller formand Henning Kiil.

- I de senere år har vi oplevet en ny tendens. Flere af de unge, som lige har fået jagttegn, ønsker ikke at være aktive i foreningen. De vil måske nok være medlem., men vil ikke være en del af foreningslivet. Og enkelte vil heller ikke være medlem af jagtforeningen, fortæller formand Henning Kiil og tilføjer, at medlemstallet de seneste år har ligget på 235-245.

Men der er også jægere, som gerne vil være medlem. På generalforsamlingen blev tre jægere hædret for mange års medlemsskab. Kurt Svendsen har været medlem i 25 år, mens Hans Christensen og Steen Overgaard Pedersen begge har været med i 40 år. Alle tre fik Danmarks Jægerforbunds jubilæumsnål og diplom for medlemsskab i jagtforeningen.

Henning Kiil kunne berette om et aktivt år med stor aktivitet i foreningens forskellige udvalg.

En lidt speciel aktivitet er foreningens juniorjægere.

- I flere år oplevede vi, at der var børn med far eller bedstefar på jagt. Vi besluttede derfor at formalisere det lidt ved at oprette juniorjægerne, som er for børn fra 7 til 15 år, fortæller Henning Kiil.

- I øjeblikket er der otte juniorjægere, som vi laver aktiviteter for en gang i kvartalet. Vi håber selvfølgelig det kan være med til at øge interessen for jagtforeningen, men også, at det kan være med til at øge børnenes interesse for vores natur og opleve, at jægere ikke kun er skyde-gale folk, men er med til at bevare vores natur, siger Henning Kiil.

Han blev sammen med Hans Peter Mølgaard og Andreas Brun Jensen genvalgt til bestyrelsen. Jan Christensen ønskede ikke at fortsætte i bestyrelsen og blev afløst af Rene Hansen.

Bestyrelsen konstituerer sig 29. februar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste