Billede beskrivelse

Kræfterne var ved at slippe op: Nye folk genopliver festival

03. oktober 2023 kl. 16.45

Den populære uldfestival i Saltum genopstår i 2024.

Det fortæller Mona Albrechtsen, V. Hjermitslev.

Hun og de øvrige i bestyrelsen havde ellers besluttet, at festivalen i 2023 skulle være den sidste. Kræfterne var ved at slippe op hos den daværende bestyrelsen, som selv betegnede sig som oppe i årene. Og der var ikke udsigt til, at nye kræfter ville træde til.

- Nu har nye folk omkring Jambo Feriepark, hvor festivalen holdes, meldt sig klar til at træde ind i bestyrelsen, fortæller Mona Albrechtsen.

Morten Mathiesen fortæller, at han og Mette Mejer samt Jambos ejer, Karsten Egelund, er trådt ind i Uldfestivalens bestyrelsen for at bevare det populære arrangement.

- Vi synes Uldfestivalen er et fantastisk arrangement, som skal bevares. Hvis først festivalen lukker, kommer den aldrig i gang igen. Derfor træder vi til nu, siger han.

Billede beskrivelse

Kører efter samme skabelon

Mona Albrechtsen fra den gamle bestyrelse er også klar til en ny tørn.

- Jeg har været med til 11 uldfestivaler og har derfor en vis erfaring. Når nye folk står klar til at hjælpe med at køre festivalen videre, vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe til, fortæller Mona Albrechtsen.

Hun tilføjer, at Uldfestivalen kører videre efter samme skabelon som tidligere. 

Den skal fortsat holdes ved Jambo Feriepark. Den bliver dog i 2024 holdt 4.-5. maj, som er en uge tidligere end normalt. Det skyldes, at der ugen efter er Kristi Himmelfarts-ferie.

- Der er ingen tvivl om, at det er populært, at Uldfestivalen fortsætter. Jeg kan se på Facebook, at folk er helt oppe at ringe, siger Mona Albrechtsen, som også selv glæder sig over, at Uldfestivalen genopstår.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste