Klumme: Slap nu af med det supersygehus
Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden
NAU, det nye nordjyske supersygehus, er seks år forsinket, der vokser mos ud af murværket, 36 kilometer vandrør er fyldt med rust, svamp og bakterievækst, der er store plamager af fugt og alger på facaderne, taget er utæt, der er vandpytter på gulvet, 110 tilfælde af vandgennemtrængning, isolationsmaterialet under flere vinduer er vådt som en karklud, der er fejlagtige el- og vvs-installationer, dele af byggeriet er så ringe, at det måske skal rives ned og det hele bliver mindst 1,4 mia. dyrere end budgetteret.
Det er der nogle, fornemmer jeg, der er utilfredse med.
Jeg kan godt mærke, der ligger noget brok klar under overfladen.
Noget ulmende misfornøjelse her i det nordjyske.
Hvis man er menneskekender, som jeg er, hvis man kan læse andre mennesker, som jeg kan, hvis man kan tyde selv det usagte, det mellem linjerne, det noget emmer af, så er der ikke megen tvivl.
Mange er lige på nippet til brokke sig. Det er der, vi er.
Og der siger jeg bare, det skal vi passe på med.
Klap lige hesten, vend lige skråen, tag lige tempoet lidt ud. Brems lige.
Inden du brokker dig, så tænk engang over, om du selv kunne have gjort det bedre. Helt ærligt, hånden på hjertet, har du måske nogensinde selv opført et supersygehus fejlfrit?
Før du tænker, hvordan kan uddannede murere lave sådan noget murværk, så træk lige vejret. Det er jo slet ikke sikkert, det er uddannede murere, der har lavet det. Og er det egentlig så slemt med lidt uagtsom facadebegrønning?
Før du tænker, at de her, de ville da dumpe snart sagt hvilken som helst håndværkereksamen med et brag, så vend den lige engang. Det er jo langt fra sikkert, de overhovedet har tænkt sig at tage en eksamen.
Før du tænker, at enhver, der har set 10 minutters instruktionsvideo på YouTube og spurgt lidt løst nede i Silvan, kunne da bygge det der bedre, så tøv lige en kende. For ja, det er da nok rigtigt nok, men de har nok bare ikke lige tænkt på det inden de gik i gang.
Det er så let at være bagklog.
Ja, der er vandindtrængning i operationsstuerne, men når man ligger bevidstløs på intensiv, er det nok ikke fugt i murværket, man bekymrer sig over. Og ja, de er mindst seks år forsinkede, men nede i Barcelona har man bygget på en kirke i 141 år og man er stadig ikke færdige. Dernede kan man kunne drømme om en byggetid som den på supersygehuset. Man kigger misundeligt, det kan jeg godt sige jer.
Nej, lad os få lidt perspektiv på.
Og lad den, der selv har opført 155.000 kvm. supersygehus uden fejl, kaste den første sten.