Naturting Outdoor i Fjerritslev er for alvor kommet igang.
Livet her

Åbnede butik for et år siden: - Tiden er fløjet afsted

20. marts 2023 kl. 08:18
Opdateret kl. 08:30

Indehaverne af Naturting Outdoor i Fjerritslev, Pernille og Jeppe Damsgaard, glæder sig over, at forretningen er kommet godt fra start.

- Tiden er fløjet af sted, og det er slet ikke til at forstå, at vi allerede har ét års fødselsdag i påsken. Det er godt nok gået hæsblæsende hurtigt, skriver ejerne af Naturting Outdoor i Fjerritslev, Pernille og Jeppe Damsgaard i en pressemeddelelse.

- Faktisk føler vi, at det først er nu, vi har fundet fodfæste og skabt en dagligdag med driften af butikken på Vestergade og webshoppen. Men alle har taget godt imod os og butikken, og det er det vigtigste, siger indehaverne.

De er stolte over, at de på kort tid har fået en god kundekreds og et godt samarbejde med mange lokale virksomheder, spejdere, foreninger, flere lokale vandregrupper og især Fjerritslev Vandrerhjem.

- Det giver god synergieffekt, når vi hjælper og støtter hinanden og får det hele til at dreje rundt. Det er så vigtigt for hele egnen, siger parret.

De erkender, at det i begyndelsen var en udfordring, at de begge var nybegyndere i detailhandlen og ikke havde kontakter i outdoorbranchen.

- Men nu er alt på plads, og vi har været knivskarpe og benhårde i udvælgelse af vores leverandører af frilufts- og vandretøj og diverse outdoorudstyr. Det er nødvendigt, når vi ikke er med i en butikskæde, lyder det.

Hos Naturting er der kun tøj og grej i god kvalitet.

- Det billige bras kan folk jo alligevel købe billigere andre steder, og det gider vi ikke konkurrere imod. De kunder, der kommer hos Naturting, ved på forhånd godt, at der er forskel på billigt tøj og tøj i god kvalitet, siger indehaverne

De lægger vægt på, at butikkens tøj er åndbart og helt vind- og vandtæt, at der ved produktionen er prioriteret grønne processer, og at der er brugt mindre vand og kun godkendte stoffer.

- Desuden har vi selv testet tøjet her i den barske nordjyske natur, så vi ved 100 procent, hvad det kan, og kan derfor give god rådgivning, siger Jeppe Damsgaard og fortsætter:

- Der er heller ikke nogen, som har lyst til at betale for en sovepose, man kan holde varmen i i minus 30 grader, hvis man udelukkende overnatter ude forår, sommer og efterår. Vi finder det, der passer til kundens behov, slutter han.

Annonceret indhold

Nyeste