Interessen for dart eksploderer
PANDRUP: Interessen for dart eksploderer i Aabybro-Pandrup området. For blot et par måneder siden var der ingen klubber. Nu åbner nummer to.
Pandrup Firma & Familie Idræt har taget initiativ til at etablere en ny klub for dart-interesserede i Jetsmark-området.
- Det har længe været et ønske i foreningen. Den nye aktivitet får navnet Jetsmark Dartklub og bliver organiseret som et udvalg under firmaidrætten. Initiativet udspringer af et ønske om at skabe et lokalt samlingspunkt for både
nye og erfarne dartspillere, fortæller Søren Jensen, formand for Pandrup Firma & Familie Idræt..
- Faktisk har dart tidligere haft stor opbakning i området. Tilbage i midten af 1990’erne deltog næsten 100 medlemmer i en lokal turnering under PFFI, som blev afviklet i Jetsmark Idrætscenter. Med den nuværende interesse for sporten er tiden derfor moden til at genoplive dartmiljøet i Pandrup, tilføjer han.
Jetsmark Dartklub inviterer til åbningsaften og præsentation af klubben mandag 30.
marts kl. 19 i det nye klublokale ved Jetsmark Idrætscenter, Hal B. Her kan
interesserede høre mere om klubbens planer, se faciliteterne og møde folkene bag initiativet.
- Målet er i første omgang at etablere fem-syv komplette dartbaner, så der bliver gode muligheder for både træning, hygge og turneringsspil, fortæller Søren Jensen.
Jetsmark Dartklub vil kombinere det klassiske dartspil med nye teknologiske muligheder. Derfor arbejdes der på at anskaffe et par elektroniske dartskiver, som via internetforbindelse og kamera-teknologi automatisk registrerer point. Med sådanne baner kan medlemmer i princippet spille mod andre spillere og klubber over hele verden – direkte fra Jetsmark Idrætscenter.
Samtidig vil klubben fortsat have stort fokus på de traditionelle dartskiver, det sociale fællesskab og de lokale klubaktiviteter.
Da elektroniske baner er en større investering, arbejder klubben i øjeblikket på at søge støtte fra fonde og lokale sponsorer. Pandrup Firma & Familie Idræt bidrager naturligvis også selv til etableringen af klubben.
Den ny klub er åben for både begyndere og mere erfarne spillere, og ambitionen er at skabe et sted, hvor fællesskab, hygge og spilleglæde går hånd i hånd.
Der planlægges træningsaftener hver mandag og torsdag frem til sommerferien, og på længere sigt er målet at få klubben i fuld drift med både individuelle spillere, veteraner og holdturneringer – også for lokale firmahold.
Derudover arbejdes der med planer om interne hyggeturneringer og på sigt måske også deltagelse i turneringer gennem den danske dartorganisation. På længere sigt håber klubben også på et godt samarbejde med andre dartklubber i Nordjylland og måske endda lokale turneringer i Jammerbugt-området.
Områdets anden dartklub, Aabybro Dart Klub, holder stiftende generalforsamling mandag 23. marts kl. 19 på Aabybro Skole på Aaby Sdr. Gade. Her har over 40 vist interesse for at være med.