Hvornår holder julemanden juleaften?
Julemanden kommer som bekendt med gaver 24. december. Men hvornår holder han så selv juleaften?
Svaret er 22. december, hvis man spørger Julemanden, som bor i Pandrup.
- 22. december er hele familien med bedsteforældre samlet til "juleaften", fortæller Julemanden fra Pandrup, som udenfor jule-sæsonen hedder Henrik Larsen Kristiansen.
Og der er god grund til, at han holder juleaften allerede 22. december. Han har nemlig forrygende travlt 24. december.
- Jeg er booket helt op. Jeg skal være det første sted kl. 7.30 og regner med at være færdig kl. 21, fortæller Henrik Larsen Kristiansen.
Populær at booke
Desværre må han også skuffe mange, som gerne ville have haft hans besøg.
- Jeg tror, jeg har sagt nej til omkring 40 besøg i dagene omkring jul, fortæller han og tilføjer, at det er ret populært at booke en julemand.
- Mange synes, det virker mere "ægte", hvis julemanden er en person udefra, som børnene ikke kender, i stedet for at onkel Anders pludselig skal på toilet og først dukker op igen, når julemanden er væk igen. Børnene gennemskuer hurtigt, at der mangler et familiemedlem, når julemanden kommer med gaver, tilføjer han.
Henrik Larsen Kristiansens sæson indledes første eller anden weekend i november ved julemarkedet i Tønder. Sæsonen slutter ikke 24. december.
- Der er også besøg 25., 26. og 27 december. Det kan være til julefrokoster eller en juleaften i en delt familie, fortæller han.
Samler hele familien
Langt de fleste steder, hvor der skal afleveres julegaver, er i nabo-området. Der er en enkelt afstikker til Løgstør.
Med det danske sne-fattige julevejr kommer Julemanden ikke rundt med kane. Det er i bil og med julemandens kone bag rattet.
Henrik Larsen Kristiansen har også børn. For dem er det naturligt, at deres juleaften er 22. december.
- De har aldrig prøvet andet. Og 22. december holder vi en helt traditionel juleaften. Vi får også besøg af Julemanden, og det er ikke mig. Det har også den fordel, at vi kan samle hele familien med begge par bedsteforældre, siger han.
For Henrik Larsen Kristiansen er julemands-jobbet ikke et levebrød - langt fra.
- Man kan ikke i Danmark leve af at være julemand, siger han.
- Jeg har julemands-kolleger, der tager fri fra deres arbejde hele december for at være julemand. Det gør jeg ikke. Jeg vil gerne holde julemands-jobbet på et fornuftigt plan, fortæller Henrik Larsen Kristiansen.