Hvem ka' bruge 200 par underbukser
PANDRUP: Står du lige og mangler 200 par underbukser, så kan de blive dine, hvis du går ind og byder på dem mandag aften 21. april 20 hos Krone Auktioner.
Underbukserne er kun en mikroskopisk del af de mange varer fra det nu lukkede Kræmmerland i Pandrup, der nu skal sælges online på Krone Auktioner.
Lone og Frank Heidelbach har åbnet nyt livsstils- og genbrugsmekka i kulturcentret i Hune og lukket Kræmmerland på Bransagervej i Pandrup.
- Vi vil ikke længere sælge partivarer, og dem har vi rigtig mange af i Pandrup. De skal nu sælges på online-auktion sammen med alle de andre varer, vi heller ikke skal have med til Hune, fortæller Frank Heidelbach, som lige nu har travl med at få det sidste fjerne fra Bransagervej.
De tusindvis af varer, som nu skal sælgeds på auktion, er samlet på paller og sælges pallevis - en lot.
Udover de 200 par underbukser kan man eksempelvis blive ejer af en stor kasse med grønlandske papirflag, 200 par blå cowboybukser, plastbøtter, små porcelænsfigurer m.v.
Skulle man få lyst til at se de mange varer, inden man eventuelt byder på dem, er der gennemsyn lørdag 19. april om eftermiddagen hos Kræmmerland på Bransagervej i Pandrup.
- Vi har allerede kørt fem lastbiler med varer til Krone Auktioner i Hadsund, så der bliver nok at byde på, fortæller Frank Heidelbach.
Han har haft Kræmmerland i 10 år og samler rigtig mange forskellige varer.
- Jeg har handlet rigtig meget med kræmmere, men jeg tror kræmmermarkederne med meget billig skrammel fra Kina er lidt på retur. Det er ikke med det store vemod, vi nu forlader Kræmmerland. Nu glæder vi os til at kunne koncentrere os om den ny butik i Hune, som vi selv synes er Jammerbugtens flotteste,siger Frank Heidelbach.