Billede beskrivelse

Frivilligeprojekt hyldet ved bogfest i Brovst

21. november 2024 kl. 11.03

BROVST: Den 30. årgang af den anerkendte lokalhistoriske årbog, Han Herred Bogen 2025, blev præsenteret ved en festlig sammenkomst i Sport & Kulturcenter Brovst. Med 62 fremmødte blev bogens mange fortællinger fremhævet som et lyspunkt i en tid præget af udfordringer.

Det fortæller arrangørerne. 

Aftenen blev indledt af Otto Kjær Larsen, som i 11 år har været formand for Lokalhistorisk Samvirke. Han gav ordet videre til Ulla Flintholm, der netop har overtaget formandsposten og også agerede ordstyrer.

Borgmester Mogens Christen Gade, medlem af samvirkets styrelse, holdt en inspirerende festtale. Han fremhævede lokalhistorie som en styrke, der både skaber rødder og giver vinger. Traditionen tro blev den nye årgang af Han Herred Bogen præsenteret i november og er et vidnesbyrd om det engagerede arbejde i herredets mange sogne og foreninger.

Ulla Flintholm delte et indblik i de aktiviteter, der året rundt udfolder sig blandt samvirkets tilknyttede grupper, museer og arkiver. Derefter overtog redaktørerne Bente Kristensen, Peter Eigenbroth og Ejgil Bodilsen præsentationen af bogens indhold. De 16 artikler spænder over emner fra både fortid og nutid og præsenterer herredets mangfoldige historie.

Billede beskrivelse

Udgaven for 2025 indeholder også faste sektioner som "Det Gamle Album" med billeder fra alle 24 sogne, kavalkaden "Årets gang i Han Herred 2023-24" og årsberetninger fra samvirkets styrelse og foreninger.

Blandt særlige fokusområder er Øster Svenstrup Kirke som Årets Kirke og møbelarkitekt Jørgen Aakjær Jørgensen som Årets Kunstner. Hans barnebarn, Nanna Aakjær Svendsen, fører designarven videre gennem virksomheden Intarsia Furniture på Gjøl.

Aftenen blev rundet af med musikalsk underholdning fra duoen Ida Leding Larsen og Per Iversen, der begejstrede med en sangbuket fra Skovspillene. Årbogen fortæller også historien om Teaterforeningen Skovspillene, hvor Ida Leding Larsen bidrager med sin indsigt.

Han Herred Bogen 2025 kan købes i Sparekassen Danmarks afdelinger i Brovst og Fjerritslev, hos lokale forhandlere eller via webshoppen Forlag1.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste