Frisør fejrer fødselsdag på ny adresse
AABYBRO: For præcis et år siden flyttede Allan Hassan sin frisørsalon Cut'n Shave fra Østergade i Aabybro til Torvet.
Det har vist sig at være en rigtig god beslutning.
- Jeg er rigtig glad for at være her på Torvet i Aabybro. Der er gode parkerings-muligheder, og salonen ligger lige ved bus-stoppested, fortæller Allan Hassan.
- Flytningen har også betydet, at jeg har fået nyere lokaler. Og mine kunder er heldigvis flyttet med. Jeg har endda fået endnu flere, tilføjer han.
I løbet af det første år på Torvet har han løbende moderniseret salonen.
Allan Hassan, som er kurder, åbnede frisørsalon i Aabybro for fire år siden.
De tre første år var han på Østergade, men flyttede for at år siden til lokalerne på Torvet, hvor der tidligere var en slikbutik.
Allan vil gerne fejre et års-fødselsdagen på Torvet med gode tilbud til både gamle og nye kunder.
En måned frem koster en klipning 120 kr. for alle.
Skal man have ordnet skægget, koster det i den kommende måned en halvtredser. Og det er unødvendigt at bestille tid.