Fårup Camping bliver en del af sommerlandet
I forvejen tilbyder Fårup Sommerland indkvartering på Hotel Fårup. Nu bliver camping også en del af parkens overnatningstilbud
FÅRUP: Den nordjyske forlystelsespark har overtaget Fårup Camping, som ligger blot 500 meter fra sommerlandet, og dermed bliver paletten af parkens overnatningsmuligheder betragteligt udvidet.
- Vi oplever stor efterspørgsel på overnatninger i parken og kunne sidste år melde om rekordmange bookinger på Hotel Fårup, hvor vi havde 12 procent flere overnattende gæster end året forinden. Derfor har vi fokus på at udvide kapaciteten og imødekomme vores gæsters ønsker, siger Fårup Sommerlands direktør, Niels Jørgen Jensen.
Campingpladsen tæller to ferielejligheder, 13 hytter, 165 enheder og desuden er der et stykke jord, som er udlagt til campingformål men som endnu ikke er udnyttet.
Siden 1997 har Marianne Christensen drevet Fårup Camping sammen med sin nu afdøde mand, der overtog pladsen - som dengang hed Ribergaard Camping - i 1990.
I juni sidste år døde Jens Anker Christensen efter længere tids kræftsygdom, og Marianne Christensen stod pludselig alene med ansvaret for en campingplads og parrets to døtre på henholdsvis 18 og 14 år.
Allerede inden ægtemandens død, havde Marianne Christensen luftet tanken om at sælge campingpladsen til Fårup Sommerland.
- Hovedparten af campingpladsens gæster er nogle, der gerne vil i Fårup Sommerland, så jeg synes, at det var oplagt at kontakte Fårup, siger Marianne Christensen.
Hidtil var det dog blevet ved tanken, men efter ægtemandens død fik ideen ny næring, og Marianne Christensen kontaktede Fårup Sommerland, som overtog pladsen 1. april.
I den kommende sæson drives campingpladsen videre som hidtil, og Marianne Christensen har sagt ja til at være en del af driften i foreløbigt denne sæson.
- Det første år bliver en proces, hvor campingpladsen drives videre, som man kender det, og vi kan skabe os nogle erfaringer. Herefter skal pladsen udvikles løbende og tænkes ind som en mere integreret del af Fårup Sommerland-oplevelsen, siger Niels Jørgen Jensen.