Uld, kunst og gospel: I snart ti år har Saltum Festdage været et samlingspunkt
SALTUM: 9. og 10. maj fyldes Saltum af liv og kreativitet, når Saltum Festdage - Uld og Kunsthåndværk inviterer til en stemningsfuld weekend.
Det oplyser arrangørerne af Saltum Festdage i en pressemeddelelse.
Her mødes uld, kunsthåndværk og musik i en sanselig oplevelse med udstillere, shuttlebus til uldfestival uden for byen og en festlig gospelafslutning, lyder det.
En bred vifte af udstillere præsenterer håndvævede tekstiler, keramik og lune produkter i uld i de to dage i Saltum.
Siden 2016 har Saltum Festdage været et fast samlingspunkt, drevet af Egnssamlingen, Saltum Handelstandsforening og en stor gruppe frivillige.
- Vi glæder os til at byde velkommen til en begivenhed, der hylder både uldens varme og håndværkets skønhed. Igen i år inddrager vi hele byen, fra Husflidsskolen og Egnssamlingen til Baptistkirken, så der er noget at opleve overalt, fortæller Kirsten Pilgaard, der er tovholder på arrangementet.
Gospel og gratis shuttlebus
Som en særlig oplevelse kan gæsterne søndag 10. maj kl. 15 opleve en koncert med Vendsyssel Gospel i Baptistkirken i Saltum.
For at gøre besøget nemt kører en shuttlebus mellem Saltum Festdage og Saltum Uldfestival, som afholdes uden for byen.
Byens butikker holder desuden åbent med særlige festivaltilbud, og på festpladsen kan besøgende nyde mad fra lokale boder.
Der er gratis entré til arrangementet i bymidten, fortæller arrangørerne.