Tranum Strandgård byder på koncertoplevelser i særklasse
TRANUM: Tranum Strandgård Kunst- & Kulturcenter tiltrækker hvert år et stort publikum, når dørene åbnes til en lang række professionelle koncerter på tværs af musikalske genrer.
Publikum kan se frem til et koncertprogram, der byder på oplevelser langt ud over det sædvanlige.
Det skriver Tranum Strandgård i en pressemeddelelse.
Gennem de seneste år har Tranum Strandgård udviklet sig til et af Jammerbugtens mest populære spillesteder.
Kulturcentret præsenterer et varieret koncertprogram, der især henvender sig til et voksent publikum. Koncertgæsterne kommer både fra lokalområdet, sommerhusområderne og resten af landet.
- Folk strømmer til, når vi åbner dørene til koncerterne. Vi oplever stor opbakning fra både lokale og turister, fortæller koncertansvarlig Karsten Højen.
Koncertrækken fortsætter allerede på fredag, hvor Mathilde Falch – datter af Michael Falch – gæster scenen sammen med sin trio.
Onsdag den 22. juli byder programmet på latinamerikanske rytmer med den mexicanske musiker Julián Maraboto og hans band. Ugen efter, onsdag den 29. juli, spiller Culchie irsk folkemusik på højt niveau.
Onsdag den 12. august indtager den internationalt anerkendte jazzsangerinde Nana Rashid scenen sammen med sit band. Med rødder i Zanzibar er hun kendt for sin personlige og stemningsfulde jazz.
Senere på sommeren, onsdag den 26. august, gæster Chris Andersen fra Skagen kulturcentret med Chris Andersen Bluesband, der består af en række af Nordjyllands stærkeste bluesmusikere.
Onsdag den 9. september er det Rasmus Dissings tur, og koncertrækken fortsætter herefter frem til slutningen af oktober.
Kulturcentret har bevidst valgt at holde billetpriserne på et niveau, hvor de fleste kan være med. Det betyder, at koncerterne ofte er tæt på udsolgte.
Ifølge Karsten Højen køber de fleste gæster deres billetter online, men der vil også være mulighed for at købe billet ved indgangen, hvis der fortsat er ledige pladser.
Tranum Strandgård ejes af Jammerbugt Kommune og stilles til rådighed for foreningen Strandgårdens Venner med Dorte Scheuer som formand.
Foreningen har mere end 200 medlemmer, og både kunstudstillingerne og koncertaktiviteterne drives af en stor gruppe engagerede frivillige.
Kun omkring 100 meter fra kulturcentret ligger den nyetablerede restaurant Spiseriet Midtpunkt. Et tæt samarbejde mellem restauranten og Tranum Strandgård betyder, at mange koncertgæster vælger at indlede aftenen med et måltid, inden musikken begynder.
Billetter til koncerterne kan købes via Tranum Strandgårds hjemmeside.