Billede beskrivelse

Tour de Jammerbugt vender tilbage - med fire nye etaper

01. maj 2025 kl. 14.02

JAMMERBUGT: Tilmeldingen til det populære motionsløb i Jammerbugt Kommune er netop åbnet. I år byder Tour de Jammerbugt på fire nye etaper i den nordøstlige del af kommunen.

Det fortæller arrangørerne. 

Touren i Jammerbugt Kommune går i år til Blokhus/Hune den 21. maj, Birkelse/Ryå den 12. juni, Halvrimmen den 5. august og Aabybro den 12. august – de sidste fire lokalområder, som endnu har haft glæden af at være værter for en etape af det populære motionsløb.

På etaperne vil deltagerne kunne opleve både skovens stier, den åbne natur og byens små åndehuller. Hver etape tilbyder flere ruter: en kort lynrute, en gå- og løberute på fem kilometer, en løberute på 10 kilometer samt en cykelrute på 10 kilometer eller længere.

Billede beskrivelse

Stærkt foreningsengagement

Samarbejdet med de lokale foreninger er en hjørnesten i arrangementet, hvor ildsjæle og frivillige i hver by sørger for at skabe en god stemning og trygge rammer for deltagerne. Formanden for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, glæder sig over, hvordan lokalsamfundet bakker op om løbet:

- Tour de Jammerbugt er et fantastisk eksempel på, hvordan vi sammen skaber aktiviteter, der styrker fællesskabet og giver alle mulighed for at få en aktiv og sjov oplevelse i nærområdet. Jeg er stolt af, at så mange frivillige og foreninger bidrager til at gøre løbet til en festdag for hele kommunen.

Et løb for alle

Næstformanden for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Kiki Bille Bach, fremhæver, at løbet er gratis og åbent for alle:

- Det er vigtigt for os, at der er plads til alle – uanset alder, form og ambitioner. Derfor er det helt særligt, at Tour de Jammerbugt er et gratis tilbud, hvor alle kan deltage og være en del af fællesskabet. Vi håber, at endnu flere vil gribe chancen i år!

Alle er velkomne – uanset om man ønsker at gå, løbe eller cykle, og uanset om man vælger den korte eller den lange rute. Tilmeldingen er åben, og det er gratis at deltage!

Man kan læse mere om ruterne, datoerne og tilmelde sig på nettet. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste