Billede beskrivelse

Spændende aften for foreningerne

02. april 2025 kl. 06.03

BIERSTED: Der er lagt op til en spændende aften i Biersted Hallen 7. april, hvor alle Jammerbugt Kommunes foreninger er inviteret til foredrag og paneldebat om inklusion i foreningslivet.

Det er styregruppen bag planerne om et sansemotorisk hus i Biersted, der er arrangør.

Marie Fuglsang Brouer holder foredrag med titlen "Forening for alle - inklusion i foreningslivet"

- Vi har inviteret til dette foredrag, da vi mener at det er særdeles relevant i forhold til at arbejde med inklusion, og i høj grad også i den måde vi bygger og indretter vores idræts- og foreningsfaciliteter, fortæller Flemming Thagaard, der er formand for Biersted Landsbyråd, der sammen med Biersted IF er vært for aftenen.

- Vi har i Biersted en stor ASF-afdeling på skolen, som er børn med særlige behov. Det er vigtigt, at der også er en vej for dem ind i bl.a. idrætsforeningerne. Det er godt for børnene, det er godt for foreningerne, det er godt for alle, siger han.

- Vi synes, det er vigtigt at skabe lidt fokus på inklusion, og vi håber mange vil møde op. Det er gratis at deltage, tilføjer han.

Netop i Biersted arbejdes der intenst med projekt Tuen, som Biersted IF og Biersted Landsbyråd i samarbejde med skolens ASF afdeling står bag.

Ideen er at etablere et sansemotorisk hus “Tuen”, som skal være et sted til glæde og gavn for børn og unge med særlige behov, for byens/kommunens kulturliv og byens foreningsliv. Det er meningen at huset bl.a. skal indeholde labyrinter, klatrevægge, trampoliner, sanserum, fitnessrum foruden en stor sal. Stedet skal myldre af liv fra morgen til aften som i en myretue. Deraf arbejdstitlen Tuen.

Visionen er at skabe et sted, hvor det myldrer af liv, fællesskaber og plads til alle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste