Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sommeren rundes af med et brag af en festaften i Blokhus

26. juli 2026 kl. 14.00

BLOKHUS: Sommerens gratis torsdagskoncerter på Blokhus Torv nærmer sig afslutningen.

Torsdag 30. juli bliver årets sidste udgave af

Musik i Sommerlandet afholdt, og her skal MD-Duo og Sømændene sørge for at lukke koncertserien med fællessang og fest under åben himmel.

Det oplyser Destination Blokhus i en pressemeddelelse.

Aftenen begynder klokken 19, hvor MD-Duo går på scenen. Den thylandske duo gæstede også Blokhus sidste sommer og vender nu tilbage med en blanding af egne sange, dansktop og velkendte klassikere.

Duoen har blandt andet markeret sig med nummeret »Gi’ mig fri til middag« og har de seneste år spillet på en række festivaler rundt om i landet.

Klokken 20.30 overtager Sømændene scenen.

Bandet har været en del af sommerkoncerterne i Blokhus flere gange siden 2021 og vender tilbage med klassikere som »Knap en bajer op«, »Mandalay« og »En træt gammel dreng«.

Dermed er der ifølge arrangørerne lagt op til en aften med fællessang, konfetti og højt humør på torvet.

Gratis adgang

Koncerten er den sidste af fem torsdagskoncerter, som i løbet af juli har fundet sted på Blokhus Torv.

Der er gratis adgang til arrangementet, men gæsterne har mulighed for at købe et støttemærke til 50 kroner. Pengene går ifølge Destination Blokhus til at sikre, at der også fremover kan afholdes gratis koncerter på torvet.

Det er også muligt at støtte arrangementet ved at købe drikkevarer i de tre barer, som bliver drevet af frivillige fra Team Blokhus.

Arrangørerne opfordrer publikum til at lade hunde blive hjemme på grund af det høje lydniveau og de mange mennesker. Det er heller ikke tilladt at medbringe glasflasker på koncertpladsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste