Sommeren blev skudt i gang
PANDRUP: Pandrup-Kaas Handel og Erhverv tog hul på sommerens ude-aktiviteter med Happy Days. Er par uger tidligere end normalt. Det havde dog ingen betydning for besøgstallet.
Bredgade var spærret for kørende trafik fra Stationsvej til Blokhusvej. Det gav plads til børnevenlige aktiviteter som hoppeborge og en karrusel, som der især sidst på dagen var kø for at få en tur på.
Butikkerne havde fine tilbud og lykkeposer, som var populære indslag. Bl.a., hos SuperBrugsen.
- Lykkeposerne blev hurtigt udsolgt, fortæller uddeler Anders Sølvkjær, som også er formand for Pandrup-Kaas Handel og Erhverv.
For at skabe lidt mere liv var der sørget for en rigtig DJ. I en pavillon - i læ for vinden - leverede Anders Dyremose musik til glæde for både unge og ældre.
Anders Dyremose har sit musikfirma Foxybeat. Det er foreløbig blevet til deltidsbeskæftigelse.
- I begtragtning af tidspunktet på året og ikke alt for godt vejr, synes jeg dagen forløb godt. Her i brugsen havde vi god omsætning, fortæller Anders Sølvkjær.
Også Marianne Bak fra handels-og erhvervsforeningen, som solgte drikkevarer udenfor ved karrusellen , var tilfreds med fremmødet.
I juli holder Pandrup-Kaas Handel og Erhverv Sommersalg med gratis hot dogs. Det plejer at være et tilløbsstykke.