Billede beskrivelse

Sjov Lørdag vendte tilbage med stor succes

07. februar 2025 kl. 19.00

PANDRUP: Efter flere års pause på grund af corona og renovering var den populære event Sjov Lørdag endelig tilbage i Jetsmark Idrætscenter lørdag den 1. februar 2025. 

Det fortæller arrangørerne. 

Arrangementet blev en stor succes med over 300 deltagere – langt flere end de 200, arrangørerne havde håbet på. Mange forældre hyggede sig i foyeren, mens idrætscentret summede af liv fra kl. 19.00 til 22.45, hvor børn og unge kastede sig ud i et væld af sjove og udfordrende aktiviteter.

Billede beskrivelse

Action, sport og fællesskab i fokus

I svømmehallen kunne deltagerne boltre sig frit, mens Pandrup Firma- og Familieidræt tilbød dykning med fuldt udstyr. Svømmeklubben JET skabte ekstra liv i bassinet med en flydende badmintonbane og sjove vandaktiviteter. Esportsområdet i kælderen summede af energi hele aftenen, hvor gaming samlede både drenge og piger.

Instruktørerne fra PGU Gymnastik guidede deltagerne i stortrampoliner, pomfritgrav og fasttrack. En ny ninjabane vakte stor begejstring og skabte kø – alle ville forsøge at slå aftenens rekord! Jetsmark IF fyldte fodboldbanen med to kæmpestore hold, mens PFFI’s floorballbane bød på både tekniktræning og kampe.

Billede beskrivelse

Ungdomsskolens Bumper Balls og sumodragter sørgede for masser af grin, mens brætspilsområdet gav mulighed for en pause og opladning. FDF udfordrede deltagerne med sjove hold-challenges, der satte mod, nysgerrighed og tålmodighed på prøve. Natminton var en ny oplevelse for mange – med slukket lys og kun UV-oplyste baner, bolde og spillerveste, hvilket gjorde spillet ekstra udfordrende.

Et koncept, der stadig holder efter 30 år

Sjov Lørdag blev første gang afholdt i 1995 som et initiativ fra Pandrup Kommune for at engagere børn og unge uden foreningsliv. Eventen blev skabt i samarbejde mellem lokale foreninger, den daværende ungdomsskoleinspektør og SSP-ansvarlige John Nørkjær, fritidskonsulent Erik Brink og Karsten Pedersen fra Jetsmark Hallen. Formålet var at give de unge mulighed for at møde foreningsledere og trænere samt prøve områdets mange fritidstilbud.

Billede beskrivelse

Flere af lørdagens forældre kunne fortælle, at de selv havde deltaget i Sjov Lørdag som unge og huskede det som en fantastisk oplevelse. Eventen har gennem årene skabt møder på tværs af skoler og lokalområder – og denne gang var ingen undtagelse.

En oplevelse, der skal gentages

Alle involverede foreninger, Ungdomsskolen, SSP og Jetsmark Idrætscenter ser tilbage på en vellykket aften, hvor mange fik prøvet nye aktiviteter og skabt nye venskaber. Nu evalueres eventen, så de små justeringer kan laves – og så er der ingen tvivl: Sjov Lørdag vender tilbage!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste