Billede beskrivelse

Ny forening: Gamle kolleger skruer op for den fede musik

13. marts 2026 kl. 12.01

AABYBRO: I 60’erne og 70’erne var det fed rock, beat og pigtråd, der gav genlyd i de nordjyske øvelokaler i garagerne – og på de nordjyske spillesteder var luften tyk af tobak og andre sjove sager.

Det var fede tider, hvor en generation tog den ny musik til sig – og det er en vigtig del af vores kulturarv, mener de gamle kulturkolleger fra Region Nordjylland Claus Svenstrup og Karsten Højen. 

De to vil nu stifte en forening for Nordjyllands Pop og Rockhistorie.

- Vi vil gerne stifte en forening for Nordjyllands Pop og Rockhistorie, som med opbakning fra Det Danske Rockakademi og lokale historiske arkiver og museer kan indsamle og sikre historien for kommende generationer. Foreningen kommer givetvis til at hedde "Hit med Historien" og med undertitlen "Pop, pigtråd, beat og rock i Nordjylland".

- Foreningen henvender sig alle, som var med dengang. Som musiker, tekniker, forkvinde, lysmand eller bagmand? Og selvfølgelig alle, der elsker fed rockmusik og synes, det er for vigtig en del af vores kulturarv, til at forsvinde og blive glemt. Foreningen skal dække hele den nordjyske region fra Skagen til Thy/Mors og Hobro, siger Claus Svenstrup.

Billede beskrivelse

Stiftende generalforsamling

De to tidligere kollegaer fra Region Nordjyllands kulturafdeling inviterer derfor til stiftende generalforsamling i Aabybro onsdag 8. april klokken 15.00-18:15. 

Deltagelse i mødet kræver tilmelding på karsten@goglobalnord.dk.

- Interessen for netop denne musikhistorie, som har berørt os alle, er stor, konstaterer Claus Svenstrup.

- Rock- og populærmusikken er en helt central del af vores fælles historie. Den fortæller, hvem vi var, hvem vi er, og hvordan fællesskaber, identitet og ungdomskultur gennem årtier er blevet formet. Vores nye forening skal samle, bevare og dele netop de fortællinger: om mennesker, steder, stemninger og musikalske øjeblikke, der har sat spor i både lokalsamfund og generationer.

- Når vi værner om denne kulturarv og bringer den i spil, styrker vi samtidig det lokale musikliv.

Billede beskrivelse

Den nye forening er inspireret af et initiativ taget af Det Danske Rock Akademi og Rock Museet Ragnarock i Roskilde. 

Initiativet støttes af statslige midler fra Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Kunststyrelsen.

Karsten Højen er velkendt i det nordjyske musikmiljø, hvor han blandt andet har været initiativtager til Sommersang på Bratskov og andre musikarrangementer. 

Han blev verdensberømt i Nordjylland, da han i 1970 interviewede John Lennon fra The Beatles til skolebladet på Skovsgård skole.

Claus Svenstrup er blandt andet kendt fra Kulturmødet på Mors og flere andre kulturprojekter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste