Billede beskrivelse

Nu skal træet på torvet tændes

26. november 2024 kl. 19.00

AABYBRO: På søndag 1. december sker det: Det store juletræ på torvet i Aabybro tændes.

Det sker kl. 16. Julemanden ankommer i en af Aabybros brandbiler, og det bliver som sædvanlig hans opgave at få lys i alle pærer.

- Det bliver et jule-arrangement stort set som det plejer at være, siger Thomas Sørensen, formand for Aabybro Handel og Erhverv, som er arrangør sammen med Aabybro Borgerforening.

Inden juletræet bliver tændt skal alle synge ned på et par af julens sange. Aamus-koret og Musikforeningens Harmoniorkester hjælper til.

Der er slikposter til alle børnene, og til de voksne er der gløgg.

Julemanden forsvinder ikke igen, når juletræet er tændt. Han bliver i lokalområdet og vil i den kommende tid med mellemrum dukke op i byen med slikkurven under armen.

- Det var en succes sidste år. Derfor har vi lavet en aftale med ham om, at han kommer en række dage i den kommende tid op mod jul, fortæller Thomas Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste