Billede beskrivelse

Naturpleje på toppen

25. marts 2025 kl. 19.02

GJØL: Nu skal Bjerget ved Gjøl-Øland-dæmningen ryddes for gyvel – igen.

Området er et yndet udflugtssted med shelter og bålplads - og hvor man blandt andet næsten hver sommeraften har udsigt til den mest fantastiske solnedgang over fjorden, for Bjerget er det højeste punkt i miles omkreds.

- Bjerget bliver til hverdag passet af en flok dexter-kvæg som naturpleje, men de små køer kan ikke følge med, så vi har brug for lidt hjælp fra frivillige, fortæller Lisbet Emmery fra Gjøl Borger og Erhvervsforening, der i samarbejde med Jammerbugt kommune står for at holde det populære udflugtsmål.

- I 2022 blev området ved Bjerget ryddet med maskine, og i 2023 og 2024 blev gyvelen fjernet af frivillige ved håndkraft. Nu indkalder vi atter til en halv arbejdsdag, hvor vi skal fjerne gyvel.

Nemt og hurtigt arbejde

- Arbejdet er nemt. Opgaven består i at klippe gyvelen over med et ørnenæb så tæt ved overfladen som muligt. Afklippet skal ikke samles op – og kommunen stiller både ørnenæb, grensakse og handsker til rådighed.

- Vi mødes ved shelterpladsen på Bjerget lørdag den 29. marts kl. 9.30 til en kop kaffe – og så går vi i gang. Det tager nok et par timer, så vi slutter kl. 11.30, siger Lisbet Emmery, der fortæller, at det plejer at være en hyggelig formiddag, hvor også børnene kan være med.

- Når vi er færdig med arbejdet, fejrer vi det med en øl og vand. Så kom og vær med. Det bliver en dejlig formiddag, lyder opfordringen fra Lisbet Emmery.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste