Martin præsenterer whisky til 372.000 kroner pr. flaske: - Det bliver det vildeste arrangement
AALBORG: Euforien er til at føle hos Vin & Vin Aalborg, hvor der er lagt op til en eksklusiv smagning den 28. februar i Spritten i Aalborg. Arrangementet byder på seks forskellige whiskyer fra det anerkendte skotske destilleri The Macallan.
- Det her er det vildeste, vi har lavet. Vi har afholdt utallige smagninger i de mere end 20 år, jeg har været i branchen, men det er første gang, at vi en smagning med whisky fra The Macallan, som er et high-end brand indenfor whisky, siger Martin Andersen, der sammen med Troels Kamstrup ejer Vin & Vin Aalborg.
Deltagerne får mulighed for at smage whiskyer i prisklassen 500 til 60.000 kroner. Hertil serveres en menu tilberedt af en tidligere Michelin-kok, hvor vinene er nøje afstemt til oplevelsen. Der er plads til 30 personer, og trods en kuvertpris på 4.900 kroner forventer Martin Andersen, at billetterne bliver revet væk.
- Vi ønsker at skabe et unikt arrangement og samtidig åbne folks øjne for muligheden for at investere i spiritus og ikke blot i vin og aktier. Modsat vin er spiritus er ikke så kompliceret at opbevare, siger Martin Andersen.
Arrangementet er ikke tiltænkt som en indtægtskilde, men snarere en mulighed for at smage og høre om de eksklusive aftapninger, som The Macallan også laver.
- Vi tjener ikke på eventet, men det giver os en anledning til at fortælle folk, at vi - udover vin - har en sjælden samling af spiritus, forklarer Martin Andersen, der efterhånden har fået oparbejdet et stort sortiment, som særligt udenlandske kunder har fået øjnene op for.
- Jeg modtager mange henvendelser fra kunder, der har set vores spiritusudvalg online. Vi har efterhånden en fast kundekreds i udlandet, siger han og nævner, at han for nylig solgte en flaske rom til 37.000 kroner til en fransk kunde.
- Kunden havde fundet den sjældne rom på vores webshop angelsshare.shop
Aftenens absolutte højdepunkt bliver præsentationen af The Macallan Horizon, en ekstremt eksklusiv whisky.
- The Macallan lancerede Horizon i efteråret 2024, og kun ni flasker er solgt i Danmark. Jeg har sikret mig to af dem. D’Angleterre, som er den eneste danske forhandler med hele Macallans sortiment, har en flaske, mens de resterende seks er fordelt blandt forskellige vinhandlere, fortæller Martin Andersen.
Prisen for de eksklusive dråber er 372.000 kroner, og Horizon leveres i en unik indpakning designet i samarbejde med Bentley.
- Flasken og dens emballage signalerer kvalitet og luksus, siger Martin Andersen og tilføjer med smil i stemmen: Den er opbevaret på et sikkert sted.