Korsangere synger julen ind med nærvær og nerve
AABYBRO: Der opstår en ganske særlig stemning, når NABLA inviterer publikum til julekoncert. Her mødes juleglæde og julesorg i en musikalsk oplevelse, der både rører og forener. Med et repertoire fyldt af klassiske julesalmer og nyere julesange, fremført med intensitet og nærvær, formår NABLA at skabe en unik koncertoplevelse.
Det foregår den 11. december kl. 20.00 i Kulturcentret i Aabybro.
Det fortæller arrangørerne.
NABLA er et rytmisk a cappella-kor på højt niveau, bestående af 32 erfarne sangere med en fælles passion for kormusik. Koret har hurtigt markeret sig som en stærk aktør på Danmarks vokalscene.
Repertoiret spænder fra iørefaldende pop og stemningsfulde arrangementer til mere finurlige melodier og eftertænksomme tekster – altid med fortællingen og det musikalske udtryk i centrum. Sangene fremføres i originale korarrangementer, hvor formidlingen af tekst og stemning står i første række.
Siden debuten i foråret 2022 har NABLA modtaget stor anerkendelse for sine koncerter. Blandt højdepunkterne er optrædener ved TV2’s "Alletiders Juleshow", og "Sensommermagi" ved Rubjerg Knude Fyr, hvor koret har sunget for op mod 10.000 publikummer i både 2023 og 2024.
I 2024 var NABLA finalister ved den prestigefyldte korkonkurrence under Aarhus Vocal Festival, og i 2025 medvirker koret ved åbningen af European Choir Games.
Dirigenten bag succesen er Line Groth – en anerkendt korleder og underviser med baggrund fra bl.a. Vocal Line, Naura og Postyr. Med sikker hånd og stor musikalitet leder hun NABLA frem mod nye musikalske højder.