Billede beskrivelse

Jette udstiller i Havbådehuset

01. april 2025 kl. 06.01

SLETTESTRAND: I lighed med tidligere år byder kunstgruppen Silikone igen i år på påskeudstilling i Havbådehuset i Slettestrand.

Udstillingen byder på kunst fra en række fortrinsvist nordjyske kunstnere – og selvfølgelig også på kunst fra nogle af Silikones egne kunstnere. Blandt andre Jette Halberg fra Øland, der medvirker med en god halv snes pasteltegninger på træ.

- Jeg holder meget af at arbejde med farvekridtet og pastelfarverne. De afspejler lyset her oppe ved havet – og derfor er det også nogle af de billeder, jeg har valgt til udstillingen i Havbådehuset, fortæller Jette Halberg.

”Påskeudstillingen i Havbådehuset er en fejring af områdets rige historie, dets naturlige skønhed og det liv, der leves ved kysten”, skriver Silokone i en pressemeddelelse.

Kunst og kuttere

”Havbådehuset ligger på stranden med sand og fiskekuttere lige uden for døren. Til hverdag fungerer huset som havbådemuseum og kystkulturcenter. Men i påsken flytter kunsten ind i museet, hvor historiske genstande, så som klinkbyggede skibssider, gamle motorer, fiskegarn og andre redskaber, vil indgå i udstillingen.

Meget af kunsten vil afspejle miljøet, naturen og livet omkring Slettestrand og udstillingen giver en seværdig, sanselig og kunstnerisk oplevelse – en maggiterning af alt det, Slettestrand er. Hver kunstner udtrykker temaet på sin helt egen individuelle måde og giver udstillingen liv, farve og kraft i form af malerier, keramik, foto, skulpturer, rav m.v.

Udstillingen i Havbådehuset kombinerer det traditionelle med det moderne. Dette skaber en unik dialog mellem fortid og nutid, hvor kunst og historie mødes i en harmonisk fusion”, skriver Silikone.

Udstillingen i Havbådehuset har åbent alle dage i påsken 17. april til 21. april 2025 klokken 10 – 16.

Entre 20 kroner. Børn under 16 år gratis.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste