Jesper Binzer gæster Kulturcenteret og deler ud af sine oplevelser
AABYBRO: Tirsdag den 4. marts byder Kulturcenteret i Aabybro velkommen til en intim og unik aften med Jesper Binzer, hvor han deler modige sandheder og tragisk latter.
Det fortæller arrangørerne.
De fleste kender ham som forsanger i D-A-D, men denne aften dykker han ned i en personlig rejse præget af refleksion, terapi og erkendelser. Han har opsøgt psykologer, clairvoyante og gennemgået regressionsterapi for at forstå sig selv bedre og gøre op med sine dæmoner.
Med udgangspunkt i bestselleren "Flot Kronhjort" vil aftenens moderator styre samtalen gennem emner som stofmisbrug, sex, søvnløshed, musik – og en overraskende vinkel på manderollen.
I sin nyeste bog reflekterer Binzer over 40 år med D-A-D og, måske vigtigst af alt, 59 år med sig selv – en livshistorie fyldt med op- og nedture, økonomiske udfordringer, misbrug og forhold. Han deler sine tanker om, hvad der gør livet værd at leve, hvordan man sætter sig selv fri, og hvorfor det er afgørende ikke at tage sig selv for alvorligt.
Derudover understreger han betydningen af nysgerrighed, frihed i parforholdet – og en solid pladesamling.
Oplev Jesper Binzer live i Kulturcenteret i Aabybro den 4. marts – en aften, der garanteret bliver både ærlig, tankevækkende og underholdende.