Havefest med glad musik
SKOVSGÅRD: Der er lagt op til en hyggelig, festlig og humørfyldt eftermiddag, når Brovst Musikforsyning og Skovsgård Hotel inviterer til Glad Garden Party torsdag eftermiddag 3. juli i haven ved Skovsgård Hotel.
Glad Garden Party er lidt populært sagt en miniudgave af Sølund Festivalen, som er landets største musik-festival for udviklingshæmmende.
- Vores ide med Glad Garden Party er at være en musikdag for bl.a. alle dem, som ikke har råd til at deltage i Sølyst Festivalen, fortæller Erik Klit, leder af Skovsgård Hotel.
Men selv om Glad Garden Party primært henvender sig til væresteder, bofællesskaber m.v. er alle velkomne, understreger Erik Klit.
Fire bands skal på scenen i løbet af eftermiddagen. Tre af de fire bands består af udviklingshæmmende. Det er det lokale band Hønsegården, Højspænding og The Mumes.
Desuden skal bandet De galvaniserede Leoparder på scenen. Det er fire voksne mænd, som med egne ord spiller rustik folkelig musik.
Bo Young er konferencier.
Der kan købes billet til Glad Garden Party med mad (lasagne) eller uden.
Glad Garden Party starter kl.14 med dj Zelmer. Derefter følger de fire bands.