Billede beskrivelse

Gratis livredder-event i Aabybro: Sådan kan du deltage

17. februar 2026 kl. 14.02

AABYBRO: Der venter en sjov og lærerig formiddag i vandets tegn.

Det sker, når TrygFondens LivredderPatrulje besøger svømmehallen i DGI-Huset Aabybro torsdag 19. februar kl. 10.00–11.30.

Det fortæller arrangørerne. 

Billede beskrivelse

Her inviteres hele familien med til en oplevelse, hvor både børn og voksne kan prøve kræfter med livredning gennem leg og aktivitet. 

Sammen med svømmehallens egne livreddere viser LivredderPatruljen, hvordan man kan redde både sig selv og andre.

Det sker med masser af energi, vandglæde og engagerende øvelser.

Midt i svømmehallen står et stort Leg & Lær Livredningstårn, spækket med professionelt redningsudstyr. 

Her demonstrerer livreddere, hvordan man bruger det i praksis - og alle kan selv prøve at kaste redningskrans, bjærge en dukke eller springe i vandet iført redningsvest.

Formålet med besøget er at vække nysgerrighed og interesse for livredning og at vise, hvordan man gennem leg og træning kan blive mere sikker i og omkring vand – året rundt i den lokale svømmehal.

Alle er velkomne til at deltage, og der kræves ingen tilmelding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste