Full Pull & Fest: Traktortræk med 130 traktorer
FJERRITSLEV: Der er lagt op til et traktortræk af de helt store, når årets udgave af det lokale traktortræk løber af stablen lørdag den 12. juli på markerne ved Gravensgård i udkanten af Fjerritslev.
- Det bliver ekstra stort i år. Vi tilbyder to traktortræk til prisen for et, for der bliver hele to spændende trækbegivenheder på én dag, hvor deltagerne kæmper både om sejren og den videre kvalifikation til både NM og DM. En god mulighed for at opleve traktortræk på tæt hold – og få lidt ekstra for pengene, fortæller Emil Jensen, der er næstformand i Jammerbugt Landboungdom og med i arrangørgruppen.
- Der vil komme 130 traktorer ned ad banen fra kl. 11 til ca. kl. 23. Det bliver en lang, men fed dag med fest og farver.
Officiel træksang
Det er ingen hemmelighed og også en del af fornøjelsen, at de store traktorer godt kan larme lidt, når de trækker om kap, men imellem motorbrølene bliver der også musik. Folkene i Jammerbugt Landboungdom har nemlig fået en lavet en officiel sang til Jammerbugt Traktortræk. Den har den meget præcise og sigende titel ”Full Pull & Fest”.
Traktortrækket ved Gravensgård er en årlig tilbagevendende begivenhed, der samler masser af mennesker til noget, der mest af alt minder om en havefest med is, pølser, fadøl og også underholdning for børnene.
Sidste år havde traktortrækket 2.200 gæster med 46 tilmeldte traktorer. I år bliver det så mere end dobbelt så stort med 130 traktorer, så arrangørerne regner helt bestemt med, at besøgsrekorden bliver slået – ikke mindst fordi også vejrudsigten for lørdag ser ganske fin ud.
Bag det store arrangement står arbejdsgruppen Jammerbugt Traktortræk. På selve dagen har de over 70 frivillige til at hjælpe med at få det hele til at klappe.
- Det bliver en fest, når pladsen bliver fyldt med en masse sommerglade gæster, lover arrangørgruppen.