Forårsmessen er i gang
KLIM: - Man ved, at det er forår for alvor, når folk her på egnen strømmer til Thorup-Klim Hallen – og de ikke har idrætstøjet på, men skal til forårsmesse. Det er et vigtigt samlingssted, der understreger det store sammenhold i Thorup-Klim-området.
Det sagde borgmester Cristian Hem, da han lørdag eftermiddag holdt åbningstalen på årets forårsmesse i thorup-Klim Hallen.
Forårsmessen har deltagelse af 34 udstillere fra egnens erhvervsliv, der byder på både skarpe tilbud, smagsprøver og en god snak. Publikum var da også mødt talstærkt op – ikke bare for at se på tilbud, men også for en hyggesnak med naboerne i det lille samfund.
Opbakning fra erhvervslivet
Blandt udstillerne var den lokale Min Købmand i Vester Thorup, der bød på kaffe og en rask lille konkurrence.
Thomas Guldbrandt fra Guldbrandt Catering, der sidste år blev kåret som Årets Iværksætter i Jammerbugt kommune, havde taget turen fra Aabybro og bød på lækre smagsprøver.
- Jeg kommer jo fra Fjerritslev, så jeg deltager for at snakke med folk på hjemegnen – og for at vise, at vi selvfølgelig også er klar til at stå for festerne her på egnen med en lækker menu, fortalte Thomas Guldbrandt.
Der er også mulighed for at blive klippet. Frisør Trine Rosenkrantz fra Fjerritslev havde rykket salonen til Thorup-Klim i anledning af messen – og stod klar med saks og gode råd.
Begivenhederne i Thorup-Klim Hallen fortsætter søndag med gratis rundstykker og kagemand klokken ti – og så byder dagen på modeshow arrangeret af de lokale virksomheder, korsang og underholdning med Ib Grønbæk.
Det hele slutter søndag eftermiddag med kåring af årets udstiller og et kæmpe gaveshow.