Fem kvinder giver Gasolin nyt liv i Skovsgård
SKOVSGÅRD: Der er masser af grupper og solister, der kopierer Gasolin og Kim Larsen.
Men når fem stærke kvinder går i gang med Gasolins omfattende repertoire, bliver det en helt speciel oplevelse.
Det er levende, strømførende rock.
Gasoline kalder de fem kvinder sig, når de spiller sammen.
Fredag aften 10. april giver de koncert på Skovsgård Hotel med Brovst Musikforsyning, som arrangør.
- Det er første gang, vi har Gasoline på plakaten. De får fine anmeldelser. Vi glæder os meget til at præsentere orkestret på Skovsgård Hotel, fortæller booker Peter Lysgaard.
Det er 20 år siden, fem erfarne musikere satte sig for at hylde Gasolins sange. De ville ikke kopiere eller imitere, men fortolke og gøre sangene til deres egne. Det er lykkedes, hvis man spørger Erik Jensen, der er musikanmelder på dagbladet Politiken.
- Det fås ikke bedre. Det er ikke covers, men levende, medrivende og ofte hårdt rockende fortolkninger, lyder det fra Politikens musikanmelder.
Gasoline består af Line Münster-Swendsen (vokal), Birgitte Bjørn (guitar og kor), Lisbeth Rysgaard (guitar og kor), Annette Bork (bas og kor) og Ditte Brodde (trommer).
Koncerten begynder kl. 20, men som sædvanlig kan man starte aftenen med en koncert-menu på hotellet.