Billede beskrivelse

En helt ny oplevelse på stationen

12. februar 2026 kl. 11.02

BONDERUP: Det lokalhistoriske projekt Kunsten i Han Herred har i 2025 fået nye, permanente udstillingsfaciliteter på Bonderup Station, der er under omdannelse til en KulturStation midt i Han Herred.

Projektet har desuden modtaget økonomisk støtte til anskaffelse af tre mobile standvægge, som skal anvendes til formidling af Svinkløvmalerne og andre klassiske Han Herred-malere fra slutningen af 1800-tallet og frem.

Donationen på 17.400 kroner er ydet af Klim Sparekasse og blev overrakt af direktør Alex B. Andersen ved en sammenkomst på KulturStationen.

Ud over de historiske værker præsenterer Kunsten i Han Herred også lejlighedsvis nutidskunst som supplement til de klassiske malerier. Senest har Henrik Nielsen fra Sønder Økse udstillet naturbilleder og collager.

Næste udstilling finder sted i påskedagene 2.-6. april, hvor stationens vægge prydes af nye donationer til kunstsamlingen.

Samtidig vises en mindeudstilling for Herdis Lauridsen Nielsen, der indtil for nylig var formand for projektet.

Torsdag den 9. april afholder Folkeuniversitetet Jammerbugt et foredrag med mag.art. Nanna Westergård-Nielsen. 

Hun er barnebarn af maleren Albert Kongsbak og vil fortælle om ham og andre samtidige kunstnere fra Svinkløv og Slettestrand. 

Billetter koster 95 kroner og kan købes via Folkeuniversitetets hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste