Der var trængsel på juletorvet
AABYBRO: Der var trængsel, højt humør og hygge på Torvet i Aabybro, da det store juletræ søndag eftermiddag blev tændt.
Flere hundrede var mødt op for at være med til det hyggelige arrangement, som for alvor skyder juletiden i gang. Der var gløgg og æbleskiver, julemusik leveret af Aabybro Musikforening og Aamuskoret, og de brændte mandler, som høre med til ethvert julearrangement, var der også mulighed for at smage.
Julemanden og Nissemor var inviteret til at komme og tænde juletræet. De blev kørt i en af Aabybros brandbiler til Torvet, hvor de blev modtaget af de mange hundrede børn og voksne.
- Nu skal vi have juletræet tændt. Nu tæller vi ned til nul og så kommer der lys i træet, lovede julemanden.
- Fem, fire, tre, to, et og så blev det store træ tændt. Aabybro Musikforsyning spillede de kendte julesange og alle gik rundt om juletræet sammen med julemanden og nissemor.
Julemanden havde slik med til børnene, som han delte ud efter dansen om juletræet.
Det var Aabybro Handels- og Erhvervsforening og Aabybro Borgerforening, der havde inviteret til juletræstænding.
Næstformand i borgerforeningen, Henning Aagesen, takkede for det store fremmøde.
- Det gode sammenhold gør, det det er godt at bo i Aabybro, sagde han.
Julemanden har ikke helt forladt byen. Indtil jul vil han med mellemrum dukke op i byens gader.
Thomas Sørensen, formand for Aabybro Handels- og Erhvervsforening oplyser, at fra 1. december udløser et køb på mindst 200 kr. hos en af handels- og erhvervsforeningens medlemsbutikker et lod til udtrækningen af ti gavekort på hver 1000 kr.
- Vi håber, at det kan være med til, at flere køber julegaver lokalt. Bare man køber en enkelt ,julegave i Aabybro, gør man en stor indsats for at sikre butikkernes overlevelse i Aabybro, siger Thomas Sørensen.