Billede beskrivelse

Atter smæk for skillingen 3. juledag

21. november 2024 kl. 06.02

AABYBRO: Pandrup Bokseklub fortsætter i år traditionen med et stort julestævne i Aabybro. 27. december - 3. juledag -går det løs i DGI Huset om aftenen.

- Vi satser på at få 12 kampe på programmet, fortæller Kasper Bruun, formand for Pandrup Bokseklub.

Pandrup-klubben hører til landets førende bokseklubber, og derfor er klubben i stand til at stille med egne boksere i det ene ringhjørne i samtlige 12 kampe.

- I de seneste par år har vi hentet modstandere fra danske klubber. Det har fungeret godt, og sådan bliver det også i år, fortæller Kasper Bruun, som lover kvalitets-boksning ved stævnet.

Bokseklubbens julestævne samlede sidste år omkring 1000 tilskuere, som skabte en fantastisk stemning i DGI Huset. Kasper Bruun håber at se lige så mange.

- 27. december er i år en fredag. Vi tror på, at der også i år kommer omkring 1000 - måske flere - til stævnet, fordi det holdes en fredag aften, siger Kasper Bruun.

I den kommende weekend er der DM i boksning i Brædstrup. Der er tilmeldt seks boksere fra Pandrup Bokseklub. Det er: Noah Vandkrog, Mikkel Trudslev, Frederik Lundgaard, Kouc Mayuom, Ngenzi Bizimanan og Victor Danielsen.

- Jeg håber, vi kan præsentere flere danske mestre ved vores julestævne, lyder det fra Kasper Bruun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste