900 elever blev undervist i sandt og falskt
AABYBRO: Torsdag den 19. marts besøgte DR’s interaktive nyhedsshow ”I sandhedens tjeneste” DGI Huset i Aabybro.
Alle 8., 9. og 10. klasser i Jammerbugt Kommune deltog for at blive klogere på maskineriet bag Danmarks største public service-medie og få et indblik i, hvordan en nyhed bliver til.
Med nyhedsvært Erkan Özden i front tog showet udgangspunkt i en situation, hvor rygter om en skudepisode ved en rockerborg havde nået medierne.
Eleverne blev bedt om at sætte sig i journalisternes sted og tage stilling: Kan man bygge en historie på rygter? Kan man efterlyse en formodet gerningsmand, som nogen har taget et sløret billede af? Er det et virkeligt billede fra skudepisoden, eller et AI-genereret?
Undervejs i showet blev de elever, der havde lyst, interviewet til storskærmen om argumenterne for deres beslutninger.
Et kig bag kulissen på troværdig nyhedsformidling
Besøget blev arrangeret efter en forespørgsel fra DR, og i Jammerbugt Kommune var man hurtigt til at takke ja.
- Det er vigtigt at give eleverne så meget viden som muligt om virkeligheden bag det, de ser på skærmen. Et kig bag kulisserne på en DR-nyhed, som de fleste kender, giver værdifuld indsigt i de overvejelser, der ligger til grund for troværdig nyhedsformidling, fortæller Maria Skov Pedersen, konsulent i Jammerbugt Kommune.
- Vi kan godt se, når ting er fake
De forskellige forhold, eleverne blev bedt om at tage stilling til, havde kildekritik som fællesnævner.
At udøve kildekritik indebærer risikoen for at ødelægge den gode historie, og det var præcis, hvad der skete i slutningen af showet.
Den formodede skudepisode, med et muligt dødsoffer, viste sig at være harmløse uoverensstemmelser, som blev opklaret af politiet.
Selvom DR ikke er den kanal, de bruger længst tid på, kender Samira Hassing og Emma Brohøj fra 8.y på Aabybro Skole både DR og Erkan Özden:
- Når vores forældre ser nyheder, er det tit på DR, og hvis vi skal tjekke noget, er det også godt at gå ind på DR for at se, hvordan det i virkeligheden er, fortæller Samira.
Begge piger synes, at ”I sandhedens tjeneste” var spændende at deltage i. De mener, at det med at kende forskel på sandt og falsk fylder meget i deres hverdag.
- Det er spændende at lære noget på en anden måde, som vi har gjort i dag – at komme bag om DR. Men vi er allerede gode til at kende forskel. For eksempel på TikTok, hvor vi bruger meget tid. Her kan vi godt se, når ting er fake, siger Emma.