Billede beskrivelse

Vilde Rolf, Lego-film og mødregruppe i Kino

17. februar 2019 kl. 13.59

Vinterferietiden fortsætter med masser af film i Fjerritslev Kino, hele tre hver dag, undtagen tirsdag, hvor der både i denne uge og den næste er naturvidenskabelige foredrag om aftenen, sendt direkte fra Aarhus Universitet.

Om eftermiddagen vises først ”Vilde Rolf 2” med dansk tale, så de yngste også kan være med. Senere på eftermiddagen går den nyeste Lego-film over lærredet, ”Lego Filmen 2”, som også er med dansk tale og desuden i 3D. Det er den længe ventede efterfølger til den første klodsede historie fra 2014, som blev en stor succes.

Om aftenen er der fra på torsdag ny dansk komedie, ”Mødregruppen”, med bl.a. Lærke Winther, Marijana Jankovic, Anders W. Berthelsen, Martin Buch og Danica Curcic. Filmen handler om den nybagte mor Line, der sammen med sin mand Bjørn lever et liv i overhalingsbanen i Hongkong.

Da hun opdager han har en affære med deres barnepige, skrider hun med barnet hjem til den sydfynske by, hvor hun kom fra, og hvor mandden garanteret ikke vil lede efter hende. Men hvad der kun skulle være et kort ophold udvikler sig til en længere historie - på godt og ondt.

De to foredrag handler tirsdag 19. februar om vores nydelsesfulde hjerne, som professor Morten Kringelbach står for, og næste tirsdag gælder det klimaændringerne, set fra det danske perspektiv. Dette foredrag står professor i klimafysik Jens Hesselbjerg Christensen for. Han arbejder til daglig på Niels Bohr Instituttet i København.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste