Det sker

VesterhavsRock tæller ned til musikbrag

Velspækket musikprogram med appel til både yngre og ældre koncertgæster

22. juli 2022 kl. 15:26

VesterhavsRock, der i de seneste tre år har stået i skygge af pandemien, er i år tilbage på mere end fuldt blus.

- Forsalget er gået rigtig godt, og vi mærker generelt en stor interesse for arrangementet. Det tror jeg dels skyldes, at vi har fået sammensat et program, som har bred appel, og dels at mange længes efter igen at komme ud og give den gas og høre god musik, siger bestyrelsesformand Søren Mortensen.

Han har været med siden 2004 - heraf de sidste 13 år som formand. I lighed med andre af de frivillige bruger han en uges ferie på VesterhavsRock.

- Arrangementet er baseret på frivilligt arbejde, og jeg synes, at det er ret unikt, at en by af Fjerritslevs størrelse formår at etablere en stor koncert som VesterhavsRock, og det er vi meget stolte af, siger Søren Mortensen, der til daglig arbejder som souschef i Idrætscenter Jammerbugt, hvor man også kan fornemme, at musikarrangementet er medvirkende til at brande området og trække folk til byen.

- Det er et highlight for Fjerritslev og for hele Jammerbugt Kommune, som medvirker til at gøre området kendt ud over kommunens grænser, siger Søren Mortensen.

Overskuddet fra VesterhavsRock tilfalder fem lokale foreninger.

Nyeste