VesterhavsRock 2020 løber af stablen fredag 29. og lørdag 30. juli, og der vil være mulighed for at købe både éndagsbilletter, partoutbilletter og VIP-billetter, når billetsalget skydes i gang, fredag 19. november. Arkivfoto
Det sker

Gentager festival-succes: VesterhavsRock bliver over to dage - igen

Musikprogrammet for VesterhavsRock 29. og 30 juli 2022 vil blive offentliggjort løbende hen over de næste måneder

10. november 2021 kl. 15:02

FJERRITSLEV: Når VesterhavsRock 2022 løber af stablen, kommer Jammerbugtens hyggeligste havefest til at strække sig over hele to dage: fredag 29. og lørdag 30. juli.

Erfaringerne fra dette års VesterhavsRock, hvor man som følge af forsamlingsforbuddet måtte afvikle arrangementet over to dage, har nemlig været så positive, at arrangørerne bag har besluttet, at konceptet fortjener en gentagelse.

Sker af lyst og ikke nød

VesterhavsRocks formand, Søren Mortensen, fortæller, at beslutningen om at udvide arrangementet med to dage denne gang sker af lyst og ikke af nød.

- Vi har fået mange positive tilkendegivelser fra vores gæster, som syntes, at det fungerede godt med de to dage, og det var faktisk også den oplevelse, vi selv sad tilbage med. Det kørte bare, og det var en fornøjelse, at vi kunne høste frugterne af den store indsats i mere end blot 12 timer. Det er jo et kæmpearbejde at stable et arrangement som VesterhavsRock på benene, og kan man få glæde af det store setup i to dage frem for blot en enkelt, så er det da bare fedt. Så er der opbakning til det, synes vi bestemt, at det giver god mening, at vi forkæler vores gæster med en ekstra dag med god musik, fest og fantastisk stemning, lyder det fra Søren Mortensen.

Varigheden er i øvrig ikke den eneste udvidelse, arrangørerne har i støbeskeen for VesterhavsRock 2022. Det er også besluttet, at skoven skal inddrages endnu mere, så gæsterne får det fulde udbytte af de stemningsfyldte omgivelser under trækroerne.

Billetsalget starter i denne uge

VesterhavsRock 2020 løber, som nævnt, af stablen fredag 29. og lørdag 30. juli, og der vil være mulighed for at købe både éndagsbilletter, partoutbilletter og VIP-billetter, når billetsalget skydes i gang, fredag 19. november.

Teamet bag VesterhavsRock har endvidere planlagt en lille ’tak-for-hjælpen’-erkendtlighed til de mange, der har valgt at beholde deres billet fra 2020.

- Det har været en kæmpehjælp for os, at mange valgte at støtte os i en svær tid ved at beholde deres billetter frem for at kræve dem refunderet. Det vil vi gerne honorere, så når vi ombytter denne gruppes 2020-billetter med 2022-lørdagsbilletter, medsender vi en rabatkode, som de kan anvende til tilkøb af en fredagsbillet. Rabatkoden er gyldig til d. 10. december i år, så den skal indløses inden da, understreger Søren Mortensen.

Musikprogrammet for VesterhavsRock 2022 vil blive offentliggjort løbende hen over de næste måneder.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu