Testpiloterne Mathias og Marcus godkender nyt legeland
Mathias og Marcus var fredag eftermiddag testpiloter på Fjerritslevs nye legeland, Hermans Hule, der åbner næste lørdag på håndværkervej.
De to gutter nød jobbet som testpiloter og efter endt flight blev Hermans Hule godkendt. De var begejstrede. Især den store kasse fyldt med skumgummi ved klatrevæggen var et hit. Det var bare så sjovt at kaste sig ud fra væggen og ned i det bløde skumgummi.
- Vi har været længe undervejs, så nu glæder vi os til at komme i gang, fortæller Dorthe Lukassen, der er leder af Hermans Hule.
Børnefødselsdage
- Legelandet består af fire legerum, hvoraf det ene er reserveret til børnefødselsdage. Vi har allerede nu en del reservationer, for det er attraktivt at holde børnefødselsdagen hos os. Så slipper man for al tumlen derhjemme – og vi hjælper til med alle forberedelserne.
- Udover legerummene med masser af redskaber og legetøj, har vi også et opholdsrum, hvor man kan spise sin medbragte mad og købe slik, sodavand og kaffe. Desuden har vi lavet en aftale, så man kan få leveret pizza i Hermans Hule til en særlige god pris.
Hermans Hule er en del af en landsdækkende kæde med foreløbig 12 forretninger fordelt over hele Danmark. Enten køber man billet ved indgangen, som koster 100 kroner for børn under 15 år. Voksne kommer med gratis. Man kan også købe et månedskort, som koster 85 kroner og giver ubegrænset adgang til alle Hermans Huler i Danmark. Desuden er der særordninger for dagplejere og institutioner.
Hermans Hule byder blandt andet på klatrestativer med rutsjebaner. Kanonrum udstyret med kanoner der skyder med skumgummi-kugler. Store puder man kan bygge huler med. Mini-fodboldbane. Køretøjer af mange forskellig slags. Der er også almindeligt legetøj, så en tur i Hermans Hule også kan være stille og rolig leg med andre børn, oplyser Hermans Hule på sin hjemmeside.