
Slettestrand inviterer til alt godt fra hav og fjord
For tredje gang indbyder bådelagene ved Han Herred Havbåde alle interesserede til arrangementet: "Fra Hav og Fjord til Bord".
Begivenheden løber af stablen 4. juni, og denne dag bliver der sat fokus på gode råvarer, og interesserede få mulighed for at smage på et udvalg af fisk og skaldyr.
Arrangementet starter klokken 12 ved havbådene, og her vil de første fisk, krabbekløer, fjordrejer, muslinger, røgede fisk med mere være klar til servering.
Undervejs bliver der fortalt om det at være med i bådelagene og om de mange forskellige opgaver, som værftet er engageret i.
Det koster lidt at deltage, og overskuddet fra arrangementet går til foreningen "Han Herred Havbåde".
Arrangørerne håber, at mange - i lighed med de foregående år - vil lægge vejen forbi Slettestrand.

Aktivt bådelag
Han Herred Havbåde startede i slutningen af 2007 med det formål at få nogle af de gamle havbåde, der havde fisket, ud at sejle igen.
Der blev dannet en forening og oprettet et bådebyggeri, og i dag er fem havbåde, der repræsenterer udviklingen i 1900-årene – sat i stand eller nybygget, og de drives af omkring 150 aktive bådelagsmedlemmer.
Fire af bådene er hjemmehørende i Slettestrand, mens en båd er hjemmehørende i Lildstrand.
Desuden er bygget to store erhvervsbåde til Thorupstrand, hvor der også er uddannet tre lærlinge, og endnu tre er undervejs. Endvidere er en række andre klinkbyggede både blevet sat i stand og renoveret.