Billede beskrivelse

Rejsen går for en aften til Malawi

16. februar 2019 kl. 10.37

- Børnene kommer løbende ud mod landevejen. Store som små råber de i munden på hinanden “AZUNGU AZUNGU”, som betyder hvid mand. Vi vinker til dem og cykler videre under den bagende sol.

Sådan beskriver Solveig Øeby, Bonderup, begyndelsen på sin syv ugers rejse i Malawi, og det er en rejse, som hun under overskriften ”Folkekirkens Nødhjælps projekt i Malawi”, fortæller om ved Han Herred Y’ Men’s næste foredragsaften i Fjerritslev Kirkecenter mandag aften 25. februar.

Malawi ligger i det sydøstlige Afrika, som Solveig Øeby i januar og februar sidste år besøgte med ni andre elever og to lærere fra Silkeborg Højskole, i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp.

De påbegyndte turen med at cykle 400 kilometer gennem landet for derefter at flytte ud til hver deres malawiske familie, hvor de boede i fire uger.

Her blev de en del af deres værtsfamilier og deltog i de daglige gøremål såsom at gå i marken, hente vand, lave mad på bål og vaske tøj i en balje. Indimellem besøgte de nogle af de projekter, som Folkekirkens Nødhjælp har været med til at etablere.

Det var blandt andet en landsby, der havde fået solceller, som producerer strøm til at pumpe regnvand op i en tank, og som anvendes til vanding af marker under tørke. Ifølge Solveig Øeby var det en fantastisk tur, som har gjort stort indtryk på hende.

Alle er hjerteligt velkomne ved Han Herred Y’s Men’s åbne foredragsaftener, som i det første halvår af 2019 alle finder sted under temaet ”Hjælp til unge i krise”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste