Pippi kommer til Aabybro. Foto: Kultur- og Erhcervscenter Jammerbugt
Det sker

Pippi-forestilling i Aabybro

24. november 2021 kl. 09:00

Jammerbugt Kulturcenter byder på en juleforestilling for børn - det er ”Pippis Jul” med Katrine Bille.

Det oplyser Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt, der skriver om forestillingen:

- Alle børn kender og elsker verdens stærkeste pige; Pippi Langstrømpe. Du kan på denne 1. søndag i advent opleve Katrine Bille lege Pippi for fuld musik. Hendes trofaste liveband leger også med scenen som bl.a. Tommy og Annika, stærke Adolf, hesten og yndige cirkusprinsesser, mens de spiller julen ind på ægte Pippi-manér. Find din indre tingfinder, spilopmager og kravlenisse frem, og kom og vær med til et brag af en Pippi-julefest i Kulturcenterets hyggelige sal, opfordrer de.

Katrine Bille er kendt fra DR Ramasjang, som vært på bl.a. ”Lille Nørd”, ”Luk op, Luk i” og ”Sommer i Ramasjang”.

- Med sit charmerende smil, sin dejlige stemme og altid gode humør går Katrine lige i hjertet på både børn og forældre. Katrine Bille er selv kæmpe Pippi-fan, og glæder sig til at fejre Pippis jul, sammen med alle Jammerbugts børn og barnlige sjæle, skriver Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt.

Det foregår søndag 28. november kl. 15.

Hele kulturcenteret er pyntet op til jul denne 1. søndag i advent, og det er stadigt muligt at sikre sig en plads til koncerten, oplyser koncertansvarlig Mads Mølgaard.

Entrébilletter kan købes online via www.kec-jammerbugt.dk

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu