Peter har netværket i orden
Det kan betale sig at have netværket og de gode forbindelser i orden. Det mener Peter Kvist, der er i bestyrelsen for Netværk Øland.
De gode forbindelser er nemlig baggrunden for, at Netværk Øland og Øland Medborgerhus nu kan invitere til koncert med det skotske folkeorkester Horizons Celtic Band til, hvad Peter Kvist betegner som en yderst fornuftig pris.
- Historien går tilbage til sidste år, hvor Jammerbugt Kommune i kulturugen tilbød de forskellige lokalsamfund i kommunen at få et arrangement ud fra et katalog over mulige optrædende, fortæller Peter Kvist.
- Vi valgte på Øland at få besøg af Bob Ferguson – en skotsk folkesanger. Og så lavede vi et arrangement, hvor man kunne købe en middag bestående af kartofler, stegt flæsk og persillesovs forud for koncerten. Efterfølgende gav Bob Ferguson en forrygende god koncert, hvor han sang irske og skotske sange. Alt i alt et rigtig godt arrangement.
Sangeren var imponeret
- Men vigtigst af alt; sangeren var meget interesseret og imponeret over vores flotte medborgerhus, så nu er han vendt tilbage med et godt tilbud om en koncert med sit orkester Horizons Celtic Band på hans næste turne i Danmark, hvor de blandt andet skal spille på flere af sommerens festivaler.
- Det har vi naturligvis sagt ja til – for det handler jo om at udnytte netværkerne. Så den 21. marts optræder Bob Ferguson og Horizons Celtic Band i Øland Medborgerhus. Og fordi Bob Ferguson er blevet en god ven af huset, kan vi holde billetprisen på kun 100 kroner.
- Det var for resten også en succes med stegt flæsk før koncerten sidste år. Så vi regner også med at tilbyde spisning før den næste koncert. Men det er endnu ikke plads, oplyser Peter Kvist.