På hesteryg med Fårup Sommerland

Klar med ture i naturen eller til stranden

13. februar 2019 kl. 10.13

FÅRUP: Der er mange i Jammerbugt Kommune, som gør en stor indsats for at gøre turistsæsonen længere og komme med nye spændende tiltag.

Nu har Fårup Sommerland også meldt sig på holdet ved at tilbyde guidede rideture i den smukke og varierede natur i og omkring forlystelsesparken og på stranden ved Blokhus.

Der var premiere på den første tur lørdag 9. februar, og her var der nogle heldige deltagere, som havde vundet en tur. Ellers starter det nye tiltag i vinterferieugerne 7 og 8, hvor børn og voksne traditionen tro efterspørger fælles oplevelser. Efterfølgende kan der bookes ture i weekender samt på hverdage, hvis man kommer som gruppe.

Malene og Maya Quittenbaum, mor og datter fra Brønderslev, havde vundet en tur på hesteryg, og det glædede de sig til.

- Maya har kun været på ryggen af en hest, når vi har besøgt Fårup Sommerland, så vi glæder os utrolig meget til turen, fortæller hendes mor Malene Quittenbaum.

Fårup Sommerlands direktør Per Dam er glad for det nye tiltag.

- Fra alle involverede parter har der været rigtig fin opbakning til projektet, og vi glæder os rigtigt meget til at tilbyde rideture til alle. Jeg er overbevist om, at det bliver en aktivitet, der tiltaler både børn og voksne, siger han.

Per Dam fortæller i øvrigt, at hestene i Fårup Sommerland i år skal flyttes fra det nuværende område til ved siden af søen i den anden ende. Det betyder, at det bliver betydeligt lettere, når der skal udskiftes heste i løbet af dagen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste